Vejr

Saransk og Danmark - samme breddegrad, men vidt forskelligt vejr

Solen står ligeså højt på himlen i Saransk som i Danmark, men afstanden til havet giver forskelligt klima.

Når Danmark i aften går på banen i Mordovia Arena i Saransk i Rusland sammen med det peruvianske landshold, bliver det i et smukt, stille og lunt vejr.

Et vejr der minder meget om en typisk dansk sommeraften, men ellers kan vejret være vidt forskelligt fra det danske.

Saransk ligger på næsten samme breddegrad som Danmark, nemlig den 54. nordlige af slagsen, og mens en stor del af sommeren kan minde om den danske, begynder vejret hurtigt at afvige, fra det vi kender herhjemme, når vi kigger på resten af året.

Vinteren er bidende kold, og overgangen fra vinter til sommer og igen den anden vej er langt mere brat end i Danmark.

875 kilometer til nærmeste hav

Klimaet i Saransk er nemlig præget af, at der er langt til store indsøer, hav og oceaner. Man har fastlandsklima.

Om sommeren bager solen derfor ned på sandede og stenede jorde, og det giver temperaturer, der ligger tre til fire grader over danske niveauer med 22,3 grader i snit i juni. Men som sådan er det ikke fjernt fra en periode med stabilt sommervejr herhjemme.

Men da man ikke har noget hav tæt på, der er 875 kilometer til nærmeste hav, Sortehavet, har man heller ikke sommeropvarmet vand til at holde temperaturen oppe i efteråret og først på vinteren som herhjemme, hvor vi maksimalt har 50 kilometer til havet.

Når sommeren og solen går på hæld, begynder temperaturen derfor straks at falde hen over efteråret, og den saranske vinter er i snit hele 10 grader koldere end den danske. Og man kan have lange og endnu koldere perioder hen over vinteren. 

Den laveste målte temperatur er -36,1 grader, mens vi herhjemme har været nede på -31,2 grader som det absolut koldeste tilbage i 1982. Sådan ekstrem kulde er dog langt mere usædvanlig herhjemme.

Trods bidende kolde vintre er vejret og naturen omkring Saransk dog næppe så eksotisk for en dansker, som det er for en peruvianer, der er vant til høje bjerge og tropisk klima.

Til aftenens kamp forventes 10.000 tilskuere fra Peru, mens vi kun kan mestre omkring 1000.