Vejr

Spektakulære lysfænomener højt over europæiske tordenbyger

I omkring 80 kilometers højde blev der i weekenden dannet helt særlige og røde lysglimt i akkompagnement til lyn og torden.

Tordenvejr kan være ganske fascinerende at betragte på afstand om natten, for lynene giver ofte et smukt skue på den mørke himmel. Men kigger man langt oppe over tordenskyerne, kan man være heldig at se noget helt specielt: Røde feer.

I den forgange weekend var der et decideret udbrud af disse røde feer eller sprites, som de kaldes på engelsk, over Centraleuropa.

Martin Popek fra Tjekkiet fotograferede flere end 250 af slagsen på mindre end fem timer, og det er flere, end han normalt ser på en hel sommer i henhold til spaceweather.com.

Mange af feerne lignede enorme gopler på himlen, og derfor kaldes de undertiden også jellyfish sprites.

Man skal være langt væk fra tordenvejret

Hele det underfundige skue var at finde på himlen over et tordenuvejr i Østrig og Ungarn. Man skal imidlertid være langt borte fra uvejret, gerne 250 til 300 kilometer, for til fulde at kunne se de røde glimt højt oppe i atmosfæren.

Vejret skal tilmed være klart mellem det sted, man befinder sig, og uvejret, og alle disse ting var opfyldt i Tjekkiet.

Her havde man udsyn til himlen over det massive tordenvejr over Centraleuropa.

Består af glødende plasma og dannes umiddelbart efter et lyn

Lysfænomenet er meget flygtigt og opstår i omkring 80 kilometers højde over et tordenvejr, og så sker der en meget hurtigt nedadgående bevægelse i henhold til Jesper Grønne, som selv har observeret røde feer fra Danmark.

Feerne dannes få mikrosekunder efter et kraftigt lyn i tordenvejret nedenunder, og de dannes kun i forbindelse med særligt kraftige lyn.

Man mener, at de røde feer består af kugler af ioniserede luft, såkaldt plasma, med en diameter på 10 til 100 meter, og de kan med nød og næppe ses med det blotte øje. Det kræver imidlertid, at man kigger det helt rigtige sted hen og er i stand til at se svage og korte glimt.

Derfor fanges fænomenet bedst med professionelt og meget lysfølsomt fotoudstyr beregnet til højhastighedsoptagelser.

Sommeren er højtid for røde feer, for her tordner det mest. Men chancerne for at se dem er størst syd for Danmark. Vores lyse nætter gør det nemlig svært at se de svage glimt.