Vejr

Her målte man 29,8 grader på årets hidtil varmeste dag

Solrigt og varmt vejr nær St. Bavnehøj ved Rønde den 2. juni 2018. Ole Hougaard / Privatfoto

Solen bagte ned over Danmark og temperaturen steg til det hidtil højeste niveau, da vi lørdag fik årets 19. sommerdag.

Sommervarmen fortsætter ufortrødent over Danmark og nåede lørdag nye højder, mens mange af os kunne nyde en fridag med kølige drinks i solen eller en tur i bølgen blå.

Efter en historisk varm og solrig maj er årets første sommermåned blot fortsat, der hvor årets sidste forårsmåned slap.

Tørt og solrigt med svag vind

Kombinationen af generelt varm luft over landet og ikke særlig megen vind gjorde, at man navnlig i de centrale dele af Jylland kunne se kviksølvet stige til tæt op under 30 grader-mærket.

De højeste temperaturer målt lørdag den 2. juni 2018.

Varmest blev det i Isenvad i Midtjylland, hvor termometeret sent lørdag eftermiddag viste hele 29,8 grader.

Højeste temperatur i Danmark siden september 2016

Det er den højeste temperatur, som er blevet målt i Danmark i år, og den højeste temperatur på dansk grund siden den 13. september 2016, hvor man i Vester Vedsted nåede op på 29,9 grader på den varmeste septemberdag i 69 år.

Sommerdage i april og maj 2018

  • 19. april: 26,7° (Karup)
  • 20. april: 26,1° (Hald og Ødum)
  • 7. maj: 25,3° (Isenvad)
  • 9. maj: 25,5° (Mejrup)
  • 10. maj: 25,6°  (Abed)
  • 13. maj: 25,2° (København)
  • 14. maj: 27,5° (København)
  • 15. maj: 26,6° (Tylstrup)
  • 16. maj: 28,0° (København)
  • 23. maj: 26,2° (København)
  • 24. maj: 26,0° (Tylstrup)
  • 25. maj: 26,7° (Tylstrup)
  • 26. maj: 26,9° (Tylstrup)
  • 28. maj: 27,4° (Rønne)
  • 29. maj: 29,1° (København)
  • 30. maj: 29,3° (København)
  • 31. maj: 27,0° (Blåvandshuk)

I fjor blev den højeste temperatur til 26,8 grader målt allerede den 27. maj, og i løbet af kalendersommeren sidste år blev det ikke varmere.

TV 2  VEJRETs seere har indgivet flere meldinger om temperaturer omkring eller sågar lidt over 30 grader, og det er slet ikke utænkeligt, at det kan være forekommet nogle steder, selvom de officielle termometre ikke helt ramte den 'magiske' grænse.

Ny varm og solrig søndag

Søndag venter endnu en solrig og varm dag, hvor temperaturerne især på Øerne kan nå op omkring 28 grader.

Til gengæld bliver det køligere ved vestvendte kyster, og især langs den jyske vestkyst kan man måske opleve havgus en del af dagen.

Forventede  temperaturer over landet om eftermiddagen den 3. juni 2018.