Vejr

Juni begynder med endnu en sommerdag - og varmebølge

Sommervejret fortsætter med sol og temperaturer op til 28 grader.

Efter den rekordvarme og rekordsolrige maj måned begynder sommeren nu - ifølge kalenderen.

Man behøver dog ikke frygte noget vejrmæssigt, for juni begynder, hvor maj slap, med solrigt og varmt sommervejr og udsigt til årets 18. sommerdag.

Varmest i Vestjylland

Det er fortsat varm luft fra sydøst og øst, der strømmer op over Danmark, som giver det varme vejr, hvor temperaturen mange steder igen vil nå op over 25 grader.

Langs kyster med pålandsvind bliver det lidt køligere, mens det i Vestjylland generelt bliver et par grader varmere, og lokalt kan temperaturen langs den jyske vestkyst nå op på 28 graders varme.

Varmebølgen fortsætter

Med så høje temperaturer fortsætter den usædvanligt tidlige landsdækkende varmebølge over Danmark.

Der er tale om varmebølge, når gennemsnittet af mindst tre dages højeste temperatur kommer over 25 grader. Sker det i mere end halvdelen af landet, er der tale om landsdækkende varmebølge.

Torsdag var gennemsnittet af de seneste tre dages højeste temperatur over 25 grader ved 29 af DMI's 53 målestationer, og i København var gennemsnittet over 28 grader.

Dermed havde man for anden dag i træk hedebølge i hovedstaden.

Pas på i solen

Det varme sommervejr kommer med fortsat solrigt vejr, som betyder, at man skal finde solhatten og solcremen frem - eller holde sig i skyggen.

Fredagens forventede UV-index på 5,7 bliver årets hidtil højeste.

Allerede ved et UV-index over 3 anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig mod solens skadelige stråler.