Denne dag kunne ingen forestille sig maj måneds solskins- og varmerekord

16x9
Koldt og regnfuld 1. maj. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

1. maj blev den koldeste i 27 år, og den 4. maj stod man op til frostvejr. Alligevel slog maj måned alle rekorder.

Regnen silede ned, det blæste og termometeret viste blot lidt over 10 grader, da der 1. maj var flere paraplyer end røde faner i Fælledparken.

På TV 2 VEJRET lød det: "Der er ikke meget 'Kom, maj, du søde milde" over det her" med henvisning til den kolde start på maj måned, hvor der sikkert ikke var nogen, som overhovedet turde drømme om, at vi allerede var godt igang med den varmeste og mest solrige maj måned i dansk vejrhistorie.

Koldt og regnfuldt 1. maj
Koldt og regnfuldt 1. maj Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

De første dage af maj var alt andet end varme.

1. maj nåede temperaturen i København blot 11,6 grader, og man havde i hovedstaden den koldeste 1. maj siden 1991.

Tilhørerne til 1. maj-arrangementet i Fælledparken var i regntøj eller gemte sig under paraplyer, mens man blandt andet kunne se Enhedslistens Pernille Skipper iført jakke og halstørklæde, da hun holdt sin 1. maj-tale på en kølig og regnfuld majdag.

Enhedslistens Pernille Skipper med jakke og halstørklæde på kold 1. maj
Enhedslistens Pernille Skipper med jakke og halstørklæde på kold 1. maj Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Landets højeste temperatur blev 1. maj blot 14,9 grader på Bornholm.

Dagen efter blev det til 15,5 grader i Sønderjylland, og det kølige majvejr fortsatte frem til den 4. maj, hvor man stod op til rim i græsset og i Billund viste termometeret -1,3 grader.

Regnfuld 1. maj
Regnfuld 1. maj Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Først den 6. maj kom temperaturen over 20 grader, og den 7. maj fik vi månedens første sommerdag, da temperaturen nåede over 25 grader i Isenvad.

Herefter satte varmen ind - som aldrig før set i maj måned. I alt blev det til 15 sommerdage.

Men inden da var maj måned kommet alt andet end varmt fra start.

Koldt og regnfuldt 1. maj.
Koldt og regnfuldt 1. maj. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix