Vejr

Usædvanligt dobbelt skybrud ramte pludseligt lørdag eftermiddag

Kraftig byge set fra Brøndby den 26. maj 2018. Christopher Andersen / Privatfoto

I forbindelse med de kraftige tordenbyger lørdag eftermiddag, blev en by på Sjælland ramt af et usædvanligt dobbeltskybrud.

Midt i en ellers knastør maj åbnede himlen lørdag sine sluser over dele af Sjælland. For mange landmænd og haveejere var det tiltrængt vand, men enkelte steder kom regnen i en sådan mængde - og intensitet - at det halve også kunne have været nok.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Lørdag ved middagstid trak kraftige regn- og tordenbyger ind over Sjælland fra Skåne, og bygerne udviklede sig hurtigt, indtil de kulminerede over Midtsjælland først på eftermiddagen.

Mest nedbør faldt der i Viby Sjælland, hvor der blev registreret 34,0 millimeter regn i forbindelse med de kraftige byger.

Det i sig selv er en stor mængde regn, men det er intensiteten, der gør bygen ganske usædvanlig kraftig.

Dobbeltskybrud mellem Køge og Roskilde

Normalt er skybrud defineret som en nedbørsmængde på mindst 15 millimeter regn, der falder i løbet af en halv time, men i forbindelse med bygen i går faldt der i løbet af 30 minutter hele 32,8 millimeter regn. Det er mere end det dobbelte af skybrudskriteriet og en ganske usædvanlig høj nedbørsintensitet på 30 minutter.

Desuden faldt der på blot 10 minutter 16,8 millimeter regn.

Det er kun otte dage siden, vi sidst oplevede et kraftigt skybrud over Nordsjælland, mens man Kristi Himmelfartsdag i Nyborg fik hele 41,4 millimeter regn på en halv time.