Vejr

Maj også på rekordkurs i Tyskland og Norge

Meldingerne fra vores naboer lyder, at man ikke har set noget lignende i maj i over 100 år.

Det bliver bare ved, og ved... og ved.

Det tørre, solrige og varme vejr over Danmark i maj vil tilsyneladende ingen ende tage.

129 gamle rekorder står for fald

Maj styrer direkte mod en ny varmerekord for måneden som helhed. En rekord, som ellers har stået urørt i 129 år.

Maj 1889 er den varmeste måned af sin slags nogensinde målt i Danmark.

Årets sidste forårsmåned for 129 år siden var dog ekstremt varm i store dele af Nordeuropa.

Både i Tyskland og Norge står maj 1889 som den varmeste nogensinde målt.

Rekorder kan falde i både Oslo og Trondheim

I Norge ser rekorden fra 1889 i nogle byer ud til at kunne falde.

På Blindern i Oslo ligger middeltemperaturen i maj indtil nu på 14,1 grader, mens rekorden fra 1889 lyder på 14,6 grader.

Med fortsat udsigt til meget varmt vejr den næste uges tid, tyder meget på, at den norske hovedstad kan sætte ny rekord for maj.

I Oslo har man målt temperaturen siden 1870 ved målestationen, som kan ses på billedet herunder.

I Trondheim lyder rekorden for maj på 12,5 grader, som er målt både i 2002 og 2013.

Allerede nu er temperaturen for maj i Norges tredjestørste by dog helt oppe på 12,7 grader, så alt tyder på en ny rekord med endog stor margin.

Man har dog kun målt temperaturen i Trondheim siden 1946, og således er 1889 ikke med i statistikken.

Varmeste maj i over 100 år i Tyskland

Også hos tyskerne har man udsigt til den varmeste maj i over 100 år.

Frem til den 20. maj lå middeltemperaturen for Tyskland som helhed på 14,3 grader, og den vil kun være stigende i den kommende uge.

Rekorden fra 1889 lyder dog på hele 15,8 grader, og den bliver svær at slå, skriver Wetteronline.

Temperaturerne i Tyskland ventes flere steder at nå over 30 grader i weekenden.