Danmark ramt af usædvanlig tidlig varmebølge

Sidste år var der ikke en eneste varmebølge - allerede nu har vi den første.
Det er stadig kun maj måned, og alligevel er det sommervarme, der har lagt sig over Danmark i en grad, så vi nu flere steder i landet har en regulær varmebølge.
Der tales om varmebølge, når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer tre dage i træk er over 25 grader.
Det har man de seneste tre dage haft flere steder i Jylland og i København, hvor man oplever det, der betegnes som lokal varmebølge.
De seneste dages sommervejr har givet varmebølge hele vejen fra Vester Vedsted ved Ribe og op til Borris i Vestjylland og ind til Isenvad i Midtjylland.
Her har de seneste tre dages sommervarme fra den 13. maj til den 15. maj givet en gennemsnitstemperatur over 25 grader.
I København har man med et gennemsnit på 26,1 grader over de seneste tre dage sat trumf på varmebølgen over Danmark.
Varmebølgen i Købehavn er den tidligst registrerede, siden målingerne begyndte i 1873.
Det er således en helt usædvanlig sommervarme, der ligger over Danmark, da vi tirsdag allerede havde den ottende sommerdag, der er samme antal, som de tre sommermåneder kunne byde på sidste år.
Sidste års kølige sommer gav ikke en eneste varmebølge til Danmark.
Også torsdag ventes det flere steder, at varmebølgen kan fortsætte med temperaturer over 25 grader, hvormed vi får årets niende sommerdag.