Ny verdensrekord for april - her har de over 50 graders varme
Intet sted i verden har man nogensinde målt så høje temperaturer i april, som man gjorde i Pakistan i mandags.
50,3 grader.
Det viste termometeret mandag eftermiddag i byen Nawabshah i den sydlige del af Pakistan, som i de seneste dage har været ramt af en omfattende hedebølge.
Og så høje temperaturer har man aldrig før registreret i april. Ikke kun i Pakistan, men på hele kloden.
Der er således tale om en ny verdensrekord, når det handler om, hvor varmt det kan blive i årets fjerde måned.
En af Pakistans varmeste byer
Nawabshah er kendt for at være en af Pakistans varmeste byer, og temperaturen kommer hvert år i flere omgange op omkring eller over 50 grader.
Det sker dog typisk først i løbet af maj og hen over sommermånederne, og det er aldrig før sket i april. Ikke før i mandags på månedens sidste dag.
Højtryksvejr med stillestående luft, der er blevet varmet godt op under den asiatiske forårssol, er årsagen til, at temperaturerne i Pakistan har nået det rekordhøje niveau.
Nawabshah satte også i rekord i marts
Det er anden gang i år, at Pakistan sætter ny varmerekord. Så sent som den 30. marts satte Nawabshah med 45,5 grader også ny rekord for marts.
Alle tiders varmerekord for Pakistan lyder på 53,5 grader sat i Mohenjo-Daro den 26. maj 2010.
Det varmeste sted overhovedet på kloden er Death Valley i Californien i USA, hvor der den 10. juli 1913 blev målt 56,7 grader.
Nawabshah ligger cirka 200 kilometer nordøst for Pakistans største by, Karachi, som ligger ved kysten ud til Det Arabiske Hav.