Vejr

Lyn slog ned i skolegård i Ribe

Vibe Mathiesen og hendes veninder fik mandag en oplevelse, de nok sent vil glemme.

De ville bare filme regnen og tordenvejret ud af vinduet fra deres klasselokale, men hvad de ikke vidste, var, at lynet få sekunder senere skulle slå ned direkte i skolegården.

Vibe Mathiesen, som går på Vittenbergskolen i Ribe, tog ovenstående video mandag formiddag omkring klokken 09.50, da alt pludseligt lyste op, og der lød et kæmpemæssigt tordenbrag.

Lynet slog ned bag en mindre fodboldbane i den anden ende af skolegården, og pigerne, der fik et kæmpe chok, skyndte sig efter lynnedslaget væk fra vinduet.

Bliv indendøre, og hold døre og vinduer lukket

Videoen viser med al tydelighed, hvorfor det ikke er sikkert at opholde sig udendørs under tordenvejr.

Det bedste sted at opholde sig er indendørs eller i sin bil, og så gælder det i øvrigt om at holde døre og vinduer lukket.

Det er derfor også opfordringen til Vibe Mathiesen og veninderne næste gang, de ønsker at filme tordenvejr tæt på.

Uvejr var værst i Sydjylland

Heldigvis kom ingen - efter TV 2 VEJRETs oplysninger - noget til, men Vibe Mathiesen har med al sandsynlighed fået sig en både fascinerende og skræmmende oplevelse for livet.

Mere end 11.000 slog ned i og omkring Danmark under gårsdagens uvejr, og værst ramt var den sydlige del af Jylland.

Mere end 11.000 lyn slog gnister i og omkring Danmark. Video: Danny Høgsholt