Vejr

Hvad er et lyn? Her er forklaringen

Hver gang det lyner og tordner, fascineres mange formentlig af det voldsomme naturfænomen. Men der er sikkert også ting, du ikke ved om lynet.

Lynet og den tilhørende torden er et af de mest voldsomme naturfænomener, man kan opleve på Jorden. Men udover at være voldsomt, så er der adskillige fascinerende fakta om lyn og torden.

Lynet er i princippet blot en gnist mellem himmel og jord eller fra sky til sky, en gnist på samme måde som når du får stød fra statisk elektricitet, på bildøren eller på kontoret, hvor der ligger et syntetisk gulvtæppe. Men der gemmer sig meget mere bag denne gnist, end vi lige går og tænker på.

Det lyner og tordner konstant et eller andet sted på kloden, og det anslås at der hele tiden er i omegnen af 1800 tordenbyger aktive på verdensplan. Disse voldsomme mængder af tordenbyger producerer døgnet rundt omkring 100 lyn i minuttet globalt set.

Et typisk lyn er fra to til femten centimeter tykt og har normalt en temperatur på cirka 15.000 grader, men kan under visse omstændigheder være helt op til 30.000 grader varmt, hvilket er fem-seks gange varmere end temperaturen på Solens overflade.

Når vi taler om ét lyn, er det faktisk ikke helt korrekt, for der er ofte flere lyn i samme lynkanal. Ofte ser man lynet stå og glimte, når strømmen løber gennem det af flere omgange for at udligne spændingsforskellene.

Ved et lynnedslag overføres der fra mellem 10.000 til 200.000 ampere, og der kræves ofte spændingsforskelle på flere hundrede millioner volt, førend lynet kan 'springe' gennem den isolerende luft.

Danmark får flest lyn om sommeren

Lyn opstår i forbindelse med kraftige byger, som dannes når luften er varm og fugtig. Både varmen og fugtigheden er størst i sommerhalvåret, og derfor finder langt de fleste tordenvejr også sted over Danmark i sommermånederne. 

Hele 85 procent af den årlige mængde lynnedslag rammer Danmark i juni, juli og august.

Under det mest intense tordenvejr i dansk vejrhistorie, den 18. juni 2002, slog mere end 100.000 lyn ned over dansk område og forårsagede talrige ødelæggelser.

I quizzen herunder kan du selv teste din viden om lyn og torden.

Hvor meget ved du om lyn og torden?

  1. Kan et lyn slå ned det samme sted flere gange?

    Du har 0 rigtige

  2. Hvorfor kommer der et tordenbrag?

  3. Er bilen et sikkert sted at opholde sig under et tordenvejr?

  4. Hvilken dato ramte det kraftigste tordenvejr Danmark?

  5. Hvor varmt er et lyn?

  6. Hvor langt væk kan man høre et tordenbrag?

  7. Hvad kalder man fænomenet, hvor man kan se lyn uden at høre torden?

  8. Tordenbraget kommer 6 sekunder efter lynet - hvor langt væk er lynet?

  9. Fra hvilken skytype kan man forvente lyn og torden?

  10. Skal man stadigvæk tage stikkene ud af elektronik, inden det begynder at lyne?