Vejr

Tæt på 30 grader - sommervarmen slår rekorder i Nordvesteuropa

Sommer i St. James Park i London den 19. april 2018. Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Især i Tyskland blev den 19. april en dag, der skrev sig ind i historiebøgerne med vejrrekorder.

Den sommervarme, som torsdag har givet Danmark den tidligste sommerdag i 54 år, har også ramt både England, Holland og Tyskland med temperaturer meget tæt på 30 grader.

De høje temperaturer er ligesom i Danmark helt usædvanlige for årstiden.

Rekordvarme i Tyskland

I Tyskland nåede temperaturen i Lingen i den nordvestlige del af Tyskland hele 29,6 grader, og flere steder havde man over 27 graders varme.

Det havde man blandt andet på den frisiske ø Norderney, hvor man med 27,3 grader slog den gamle varmerekord for april med en hel grad.

Det er med sikkerhed de højeste temperatur målt i efterkrigstiden. Vejrstationen på Norderney har målt temperaturer siden 1948.

Også i Westerland på den tyske ø Sild satte man ny varmerekord for april. Her målte man 24,0 grader. 

Sommervejr i Erfurt i Tyskland den 19. april

Mange steder i Tyskland blev der torsdag desuden sat rekorder for, hvor varmt det har været før den 20. april.

Helt op til den dansk-tyske grænse væltede rekorderne på stribe - blandt andet i Leck syd for Tønder og ved Glücksburg på den sydlige bred af Flensborg Fjord. 

Sommervejr i London den 19. april 2018.

Tæt på rekord i England

I England har man mange steder haft over 25 grader, og i London har termometeret endda vist 28 grader torsdag eftermiddag.

Varmeste sted i England blev luftbasen i Northolt, hvor termometeret viste 28,8 grader, der er tæt på den absolutte engelske varmerekord for april fra 1949, som lyder på 29,4 grader.

Liges så varmt var det i Holland, hvor man fik den varmeste dag så tidligt på året i hollandsk vejrhistorie.

Det skete, da temperaturen i Deelen i det sydlige Holland nåede 29 grader.

Med sydøstlig vind, så havde man op til 28 grader helt ud til den hollandske nordsøkyst.