Vejr

Sommervarme over Danmark - vi havde det varmere end både Mallorca og Kreta

Arkivfoto Anders Brandt / TV 2

Der var torsdag ingen grund til at rejse ned til sol og sommerligt vejr. Vi havde det meget varmere herhjemme.

Var man taget på en lille forårsferie sydpå for at mærke sommervarmen, ville det have været bedre at blive hjemme i Danmark.

Med 26,6 grader i Karup i Midtjylland, så var det svært for selv de mest besøgte og solrige rejsemål at følge med den noget tidlige danske sommervarme.

Selv om man havde solrigt vejr i Middelhavet, og man umiddelbart ikke på de kanter ville klage over forårsvejret, så havde vi det betydeligt varmere i Danmark.

Intet sted i Grækenland havde det varmere - end i Karup

Kreta er et af de steder, hvor mange danskere rejser til for at tage forskud på sommeren, og her havde man torsdag 23 grader i feriebyen Chania og 21 grader i Kretas største by Heraklion.

Selv det varmeste sted i Grækenland kunne ikke følge med varmegraderne i Karup. Kerkira på Korfu havde 26,2 grader torsdag.

Også koldere i Spanien

Også meget besøgte rejsemål som Mallorca og Costa Del Sol kunne ikke følge med den danske sommervarme.

I Malaga var torsdagens højeste temperatur 21 grader. Det var den samme temperatur, man blev mødt af i Palma på den spanske ferieø Mallorca.  

Danmark varmere end Tunesien

Som om det ikke var nok, var temperaturen selv i de nordafrikanske lande lavere end den danske sommervarme.

I Tunesien var den højeste temperatur 26,0 grader målt i El Borma i Saharaørkenen i den sydligste del af landet.

I hovedstaden Tunis var der torsdag 21,5 grader.

Langt til Costa Kalundborg

Hvis man efter en varm sommerdag i april sidder og tror, vi her i Danmark er det nye Costa Kalundborg, så kan vi kun sige, at den sommerlige varme fortsætter i Middelhavsområdet - og dagens højeste temperatur i Kalundborg blev 16,5 grader.