Pas på i forårssolen - tyndt ozonlag giver højt UV-indeks
Ozonlaget ventes at blive 20 til 30 procent tyndere end normalt.
Når sommerlig varme og sol i de kommende dage rammer Danmark, kan kort tid i den skarpe forårssol give mere end blot røde kinder og en rød næse. Man kan ganske enkelt blive solskoldet.
Det er således blevet tid til, at man finder solcremen frem. Og tid til at man bruger den.
UV-index over fire
De kommende dage er det kombinationen af forårssolen, som allerede nu står højt på himlen, og et relativt tyndt ozonlag over Danmark, der i det meste af landet giver et UV-indeks på over fire.
UV-indekset bliver højest over den sydlige del af landet, hvor det allerede onsdag ventes at kunne nå 4,5 - som er det absolut højeste UV-index over Danmark i år.
Tyndt ozonlag giver mere UV-stråling
Det høje UV-indeks skyldes kombinationen af et område med tyndt ozonlag over Danmark og den i forvejen skarpe aprilsol.
Ozonlaget, der absorberer en stor del af solens skadelige UV-stråler, ventes onsdag og torsdag at være mellem 23 og 30 procent tyndere over Danmark end normalt på denne årstid.
Dermed kan en øget mængde af solens UV-stråling nå Jorden.
Det er primært højtrykket, der giver det gode vejr, som er medårsag til, at ozonlagets tykkelse falder fra normalt 400 til nær 300 dobsonenheder - en betegnelse, man bruger, som et udtryk for ozonlagets tykkelse.
Ozonlagets tykkelse ventes onsdag at nå et lavere niveau over Danmark, end vi oplevede det hele sidste forår.
Følg solrådene med de fire s'er
UV-indekset er et mål for, hvor stor en mængde af solens skadelige UV-stråler, der når jorden.
Allerede ved et UV-indeks på tre eller derover anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig mod solens UV-stråler.
Det høje UV-indeks og vinterbleg hud kan hurtigt føre til solskoldninger.
Det betyder, at der nu er brug for at følge de enkle solråd fra Kræftens Bekæmpelse med de fire s'er.
De fire solråd er siesta, solhat, solcreme og så måske det ikke så aktuelle 'sluk solariet'.
I Danmark kan UV-indekset i sommermånederne nå seks, og i sjældne tilfælde er der over Danmark registeret UV-indeks på syv.