Vintervejr over Frankrig gav både sne og isslag i Paris

Den franske hovedstad blev natten til mandag dækket af sne.

På en gennemsnitlig dag i marts vil temperaturen i Paris nå op omkring 11 grader, hvilket efter dansk målestok jo emmer blot en lille smule af forår. 

Men det var bestemt ikke forårsagtigt vejr, som indbyggerne i den franske hovedstad stod op til mandag morgen.

Koldfront gav både sne og isslag

Byen var i løbet af natten nemlig blevet ramt af både sne og isslag, da en koldfront bevægede sig ned over Frankrig fra nordøst.

Billederne ovenfor er fra forstaden Vincennes, der ligger cirka otte kilometer øst for Paris' centrum.

Sneen begyndte allerede at falde over byen sent søndag eftermiddag, inden den kortvarigt søndag aften gik over i isslag.

En snemand ses foran Eiffeltårnet i Paris den 19. marts 2018, efter at den franske hovedstad var blevet ramt af et sent snevejr.
En snemand ses foran Eiffeltårnet i Paris den 19. marts 2018, efter at den franske hovedstad var blevet ramt af et sent snevejr. Foto: Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Frostvejr og fire centimeter sne mandag morgen

Fra søndag aften klokken 23 og de følgende fem timer sneede det dog uafbrudt, og da franskmændene stod op mandag morgen var det til temperaturer på -1,3 grader og 4 centimeter sne på veje, fortove og i parker.

Sneen er dog allerede tirsdag stort set væk igen, og de kommende dage byder på sol, byger og temperaturer mellem 9 og 12 grader i den franske hovedstad.

Sneen dækkede også vinmarkerne i Champagne-distriktet. Her nær Reims den 19. marts 2018.
Sneen dækkede også vinmarkerne i Champagne-distriktet. Her nær Reims den 19. marts 2018. Foto: Francois Nascimbeni / Ritzau Scanpix