Varmt forårsvejr kun 35 kilometer fra Danmark

16x9
Sammensat billede fra Petersdorf i det nordøstlige Tyskland. Venstre udsnit er fra i onsdags, den 7. marts, mens billedet til højre er fra i dag, den 11. marts med forårsvejr og solskin. Foto: Patrick Pleul / Ritzau Scanpix

I det nordlige Tyskland oplever man søndag eftermiddag strålende forårsvejr.

Mens skyerne og tågen hænger tykt over Danmark - og man mange steder må nøjes med temperaturer på 1 til 4 graders varme, så er det helt anderledes dejligt forårsvejr lige syd for landet.

Således målte man i Schleswig 13,4 graders varme i strålende solskinsvejr, lidt over klokken 13 - blot 35 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

Lidt af forårsvarmen har 'sneget' sig op over grænsen, og ved Store Jyndevad i det sydligste Jylland har temperaturen indtil videre nået 9,5 graders varme.

På samme måde var der en ganske markant temperaturforskel mellem Danmarks sydligste punkt, Gedser, og den nordtyske havneby Warnemünde blot 40 kilometer væk.

Mens man i Gedser målte 5,4 graders varme, kunne man på den anden side af Østersøen opleve 13,9 graders forårsvarme klokken 14.

Den højeste temperatur der er målt i Nordtyskland søndag, er 15,0 grader i Hohn.

Opklaringen gør forskellen

De store temperaturforskelle skyldes fordelingen af skyer og solskin. Skyerne fra fronten som netop adskiller kulden og varmen ligger lige over Danmark, mens opklaringen i den varme luft netop nu dækker store dele af Tyskland.

Satellitbillede klokken 14.15 søndag. Opklaringen med forårsvarme ligger lige syd for Danmark.
Satellitbillede klokken 14.15 søndag. Opklaringen med forårsvarme ligger lige syd for Danmark. Foto: EUMETSAT/TV 2 VEJRET

Prognoserne har i de seneste dage haft svært ved at vurdere, hvor langt mod nord opklaringen ville nå. Nogle af modellerne antød, at opklaringen for alvor ville brede sig op over de sydlige egne, hvor temperaturen måske kunne nå 12-13 graders varme. Det er til gengæld den samme varme, som man nu kan nyde blot 35 kilometer fra Danmark.