Kuldebølge

Ikke kun på Sydsjælland og Bornholm – her er man også blevet begravet i sne

Flere steder er man under kuldebølgen blevet ramt af både sne og fygning.

Mens det er billeder og beretninger fra Sydsjælland og Bornholm, der har taget overskrifterne under de seneste dages voldsomme vintervejr med sne og fygning, så er der også andre steder i landet, hvor man næsten ubemærket har fået store mængder sne.

Det er steder, der ligesom Bornholm og Sydsjælland har ligget eksponeret for de kraftige snebyger, der i den kolde østenvind er dannet over Østersøen og Kattegat.

I disse områder er der faldet mest sne.

Øerne i smålandsfarvandet nord for Lolland har fået store mængder sne - blandt andet på Femø.

- Vi har fået enormt meget sne på Femø. Det sner og fyger stadig her til aften, og da øboerne skulle til købmanden i dag, foregik det på ski, gåben eller traktor, berettede Gitte Nyborg fra Femø fredag til TV 2 VEJRET.

Sne på Femø den 2. marts 2018

Også længere mod vest har man fået del i de enorme mængder sne.

På det sydlige Langeland berettes om meterhøje snedriver efter de seneste døgns snevejr.

Snedriver ved Humble på Sydlangeland den 1. marts 2018.

I samme strøg har snebygerne fra Sydsjælland, den nordlige del af Falster og Lolland bevæget sig videre ind gennem Østersøen, så man helt lokalt på den østlige del af Als også har fået store mængder sne.

Her har snemængderne sammen med kraftig fygning i den hårde østenvind gjort flere mindre veje vanskelige at passere.

Snedriverne ligger på dele af Als meterhøje.

Sne og snefygning på Sydals den 2. marts 2018

Over Kattegat er der også dannet snebyger, som i østenvinden især har givet sne flere steder i Østjylland og den kraftige østenvind har flere steder nord for Trekantsområdet og ind mod den jyske højderyg givet både store mængder sne og snedriver.

Snedriver ved Børkop i Østjylland den 1. marts 2018.

Der er dog ingen steder, der er faldet mere sne end på Sydsjælland og på Bornholm, hvor meldingerne fra TV 2 VEJRETs brugere er op til 60 cm sne.

Officielt lyder det fra DMI om mellem 30 og 50 centimeter sne. Mest er der faldet på Bornholm.

Et af de steder, der er faldet mest sne - Skibinge ved Præstø den 2. marts 2018.