Kuldebølge

'Beast from the east' giver snestorm i Irland

Sjældent syn i Dublin - biler fanget i snemasserne under kraftig snestorm i Irland den 2. marts 2018. Ritzau Scanpix

Den værste snestorm siden 1991 har ramt De Britiske Øer, hvor der er faldet over en halv meter sne.

Det er ikke kun i Danmark, at foråret har fået en iskold start.

Kulden er fortsat over store dele af Europa, hvor den den 2. marts gav snestorm på De Britiske Øer - og selv på de engelske kanaløer er sneen væltet ned.

I Storbritannien og i Irland gav den isnende kulde fra øst, der på De Britiske Øer er blevet betegnet som 'Beast from the east', den værste snestorm siden 1991.

Bil begravet i sne i Dublin den 3. marts 2018.

I England satte man den 1. marts ny kulderekord, da man i Tredegar i Wales ikke nåede over -4,7 grader. Det er den laveste dagtemperatur målt i Storbritannien i marts måned.

Kulden gav både kraftige snebyger dannet over Nordsøen og Det Irske Hav, og fredag gav fronter fra lavtryk sydvest for Irland både sne og blæst, som udløste en regulær snestorm i både Irland i den sydlige del af England.

Snedrive i Mylerstone i Irland efter snestorm den 2. marts 2018

I Irland gav snestormen helt utrolige 30 centimeter sne, og i Wicklow lige syd for Dublin lå der fredag 54 centimeter sne, og snedriverne var efter den kraftige østenvind bleve meterhøje.

Det usædvanlige irske forårsvejr, som også ramte Storbritannien, gav 51 centimeter sne i Wales, og længere mod syd så man for en sjælden gangs skyld også sneen falde.

Sne på Isle of Wight den 1. marts 2018.

På øen Isle of Wight i den engelske kanal ud for Portsmouth og Southampton sneede det med -1 grader som dagens højeste temperatur.

Isle of Wight er et af de nordligste steder i Europa, hvor der vokser palmer.

Hollænderne står på skøjter på en tilfrosset Prinsengracht i Amsterdam den 3. marts 2018

Det kolde vintervejr har også ramt Holland, hvor kuldebølgen har frosset de berømte kanaler i Amsterdam med dagtemperaturer under frysepunktet. I Schipol-lufthavnen var temperaturer helt ned til -9 grader.

Dermed kunne man for første gang i 12 år stå på skøjter på kanalen Prinsengracht, der er den ene af tre store kanaler i Amsterdam.