I dag har vi fået vinterens koldeste morgen

På Lolland faldt temperaturen tidligt fredag morgen til knap 13 graders frost.

Sneen har væltet ned over blandt andet Sydhavsøerne flere døgn i træk, og på blandt andet Lolland ligger der nu op omkring en halv meter sne.

Kraftig vind har givet massiv snefygning og store trafikale problemer de seneste dage, og det har samtidig forhindret temperaturerne i at blive rigtigt lave i nattetimerne.

Torsdag aften aftog vinden dog gradvist, og da en opklaring samtidig kortvarigt nåede ind over Sydhavsøerne i de tidligste morgentimer, faldt temperaturen pludseligt til under 10 graders frost.

-12,9 grader på Lolland

Koldest blev det i Abed ved Maribo, hvor termometeret viste -12,9 grader, da det var koldest fredag morgen.

Og det er den laveste temperatur, der er målt i Danmark denne vinter, selvom vi ret beset er gået ind i foråret.

Lidt vest for Maribo i Langø ved Nakskov nåede man ned på -9,9 grader, mens man i resten af landet holdt temperaturen oppe mellem fire og syv graders frost.

Sjældent, at marts er koldere end vinteren

Det sker sjældent, at det er marts, der i løbet af vinterhalvåret er den måned, som byder på den laveste temperatur.

Sidste gang det skete, var i vinteren 2009/10, hvor temperaturen den 7. marts 2010 nåede ned på -19,1 grader i Vamdrup ved Kolding.

I kalendervinteren nåede temperaturen i december 2009 'kun' ned på -19,0 grader.