Kuldebølge

Voldsomt snevejr har ramt De Britiske Øer

Den sibiriske kulde er strømmet hen over Danmark og helt til Storbritannien og Irland, som flere steder er ramt af kraftigt snefald.

London, Dublin og Glasgow.

Det er ikke normalt byer, vi forbinder med gedigent vintervejr, og da slet ikke nu, hvor kalendervinteren er rendt ud.

Ikke desto mindre har man i alle tre byer og mange andre steder på De Britiske Øer været ramt af massivt snefald de seneste døgn.

Kraftige snebyger dannes i hobetal over Nordsøen

Den sibiriske kulde er fra Danmark strømmet hen over Nordsøen, hvor der ligesom i Østersøen er blevet dannet snebyger i hobetal, som er drevet ind over England og Skotland.

Over Det Irske Hav er der også blevet dannet kraftige snebyger, som har ramt Irland.

Sibirisk luft over fem grader varmt hav

Havtemperaturen over Nordsøen ligger på omkring fem graders varme, og derfor vil man selv med østenvind ofte få tøvejr og regnbyger i Storbritannien.

Men den sibiriske luft, som har ramt store dele af Europa under kuldebølgen, er simpelthen så kold, at nedbøren falder som sne over hele Storbritannien og Irland, og det endda i betragtelige mængder.

Trafikalt kaos på De Britiske Øer

Snevejret har ført til trafikalt kaos mange steder, hvor både tog og fly har været forsinkede eller aflyste, og hvor talrige bilister er kørt fast i sneen, som bestemt ikke er hverdagskost på De Britiske Øer.