Vejr

Se billederne - her er man begravet i sne

På Bornholm, Sydsjælland og Sydhavsøerne er man hårdt ramt efter flere dages snevejr.

Flere dages kulde og blæst og mere eller mindre konstante snebyger har efterhånden begravet dele af Danmark i sne.

Bygerne har især ramt Bornholm, Sydsjælland, Møn, Falster og Lolland, men flere af østersøbygerne, som man kalder sådanne byger, har også bevæget sig så langt vestpå som hen over det Sydfynske Øhav og videre til dele af Sønderjylland.

Nogle steder ligger der op mod en halv meter sne, og med vindens hjælp er det endda blevet til endnu højere driver rundt omkring.

Alt dette har TV 2 VEJRETs seere og brugere taget flotte billeder af.

Mange af TV 2 VEJRETs seere og brugere i de hårdest ramte områder kan endvidere berette om, at det stort set er umuligt at komme ud af deres indkørsler, og mange veje er ufremkommelige på grund af snedriver, som hele tiden dannes i den stride vind.

Kyster med pålandsvind er mest udsatte

Det er netop en iskold nordøsten- og østenvind, som i kombination med relativt lunt vand i Østersøen har dannet talrige og kraftige snebyger.

Bornholm og Sydhavsøerne er derfor hårdt ramt i denne vejrsituation, hvor den ene snebyge efter den anden er væltet ind ude fra havet. Bygerne rammer som sådan på må og få, men nogle steder er man blevet ramt mange gange i træk, og det har givet store snemængder, mens man få kilometer væk har langt mindre.

Kattegat har også dannet snebyger, som dele af Jylland er blevet ramt af, men det er bygerne over og omkring Østersøen, som har været mest intense - og som fortsat er det.

Nogle steder ligger man til gengæld i læ for Østersøens byger, blandt andet i Hovedstadsområdet og på ret store dele af Sjælland, så her er snemængderne meget begrænsede eller helt fraværende.

Kuldebølgen har dog givet iskoldt til hele Danmark, og den er endnu over os.