Kuldebølge nået helt til Middelhavet - her er palmerne dækket af sne
Usædvanlig kulde for årstiden har bredt sig helt ned til kysterne ved Middelhavet, hvor snevejr har ramt flere feriebyer.
Kuldebølgen, som de seneste dage er rullet ned over det meste af Europa fra Rusland, kulminerede onsdag med frost og sne på store dele af kontinentet.
Helt ned til Middelhavet faldt der sne på kalendervinterens sidste dag, og i flere kendte feriebyer kunne folk gå rundt under sneklædte palmer og i temperaturer, der er meget sjældne i denne del af Europa ved indgangen til marts.
Sne på palmerne i Nice
Blandt andet i den sydfranske by Nice faldt der sne i rigelige mængder, og det ellers gule strandsand blev hurtigt klædt i hvidt.
Snevejret satte ind i byen kort efter middagstid og fortsatte hele eftermiddagen og aftenen, inden det til midnat gik over i regn.
Inden vejret blev mere vådt end hvidt, var der dog faldet adskillige centimeter sne.
Også i Montpellier, Toulouse og Marseilles faldt der onsdag sne.
Gondolerne dækket af sne i Venedig
Også i italienske Venedig slog vintervejret onsdag til med sne, som sågar faldt i frostvejr.
I Venedigs Marco Polo-lufthavn, som ligger inde på det italienske fastland, oplevede man noget så sjældent som et isdøgn - det vil sige et døgn, hvor temperaturen hele tiden er under frysepunktet.
Onsdagens højeste temperatur blev -0,1 grader, mens der onsdag morgen blev målt -4,3 grader.
Det er usædvanligt i gondolbyen dagen før, at kalenderen viser forår.
Sne på sandstrandene i Barcelona
Også i Spanien kunne man onsdag finde sne helt nede i vandkanten ved Middelhavet.
I Barcelona gav kuldebølgen onsdag morgen sne, som dækkede både sandstrande, gader og stræder, og som sågar udsatte træningen for Formel 1-holdene i den catalanske hovedstad.
Her kunne man med fordel have sat vinterdæk på Formel 1-bilerne.
Sneen smeltede dog mange steder i løbet af onsdagen, da regn og temperaturer op til nær syv graders varme senere satte ind.
De kommende dage trænges kulden dog atter nordpå, og markant lunere vinde vil blæse op over middelhavslandene fra sydvest.