Kuldebølge

Se prognosen: Her fortsætter sne og snefygning i nat

Snebyger i en lind strøm vil fortsat blæse ind over især de sydlige egne natten til torsdag.

Snemængderne nærmer sig den halve meter nogle steder på Bornholm og Sydhavsøerne, og der er endnu mere sne på vej i løbet af natten.

I den iskolde luft over Østersøen og Kattegat dannes der fortsat talrige snebyger, som strømmer ind over landet fra øst.

Flere snebyger på vej

Det vil i nat sende snebyger ind over især Bornholm, Sydsjælland, Møn, Falster, Lolland, Det Sydfynske Øhav og helt mod vest til Als og den sydligste del af Jylland.

Også i Nord- og Østjylland kan man få snevejr i de mørke timer. 

Lokalt op til 10 centimeter nysne i nat

Her kan man nogle steder få mellem en og fem centimeter sne, mens man i den sydlige del af landet stedvist kan få yderligere 10 centimeter sne.

Med temperaturer på syv-otte graders frost og frisk eller hård vind fra øst, vil snefygningen og de trafikale udfordringer fortsætte i denne del af landet frem mod torsdag morgen.

De steder i landet, hvor der ligger sne, vil frosten sørge for, at den bliver liggende resten af ugen.