Blæst og isnende kulde skaber massivt ispanser på moler og badebroer
Kombinationen af kraftig vind og iskoldt vejr har givet et centimetertykt ispanser langs de danske kyster.
Det er ikke blot iskoldt, det er også blæsende - og den kombination har fået isen til at vokse.
Ikke kun på fjorde og i søer, men også på badebroer og havnemoler, som flere steder er dækket af et flere centimeter tykt lag is.
Kuling fra øst og tæt på 10 graders frost
Blandt andet i Skagen, hvor nogle af billederne her i artiklen er fra, er molen på havnen helt dækket af is.
Det var også i landets nordligste by, at kombinationen af isnende kulde og kraftig vind i nat kulminerede.
Ved midnatstid blæste det med 17 meter per sekund fra øst, samtidig med at temperaturen lå helt nede på -9,5 grader.
Det gav et kuldeindeks på hele 22 minusgrader.
Kraftig vind giver voldsom overisning
Ispanseret langs kysterne er blevet skabt som følge af den kraftige vind, der har sendt skumsprøjt og bølger ind over kysterne.
Her er vandet frosset til is i det iskolde vejr, og gradvist er der blevet opbygget i tykt ispanser.
Fra skibstrafikken kendes fænomenet også som overisning, og er her ikke et helt ufarligt fænomen, da de store mængder is kan give skibene en enorm ekstra vægt.
Det er især ved nord- og østvendte kyster, hvor der har været pålandsvind, at man kan se det imponerende skue.
Og der er ikke udsigt til, at ispanseret forsvinder lige foreløbigt. Kulden holder ved i hvert fald ugen ud.