Vejr

Kulden rammer Danmark, men her er det endnu værre

Læs, hvordan andre lande klarer den sibiriske kulde.

Frostgraderne rammer for alvor Danmark i disse dage.

Men det kan blive meget koldere.

Kulden strømmer ind fra Sibirien og ruller nu frem mod Skandinavien og de baltiske lande, hvor man har registreret de første dødsfald. 

Danskerne slipper på den konto nådigt med minus 10 grader tirsdag og onsdag. Også selv om det i flere tilfælde føles som helt ned til minus 15 grader, når vinden for alvor bider.

Selvom vi skutter os i kulden, er der andre, som i langt højere grad er ramt af frosten. 

TV 2s vejrvært Anders Brandt har taget et kig på nogle af de lande, som ligger på den sibiriske kuldes rute. Ikke mindst Litauen er ramt på kuldefronten.

Dødstallet oppe på foreløbig tre

TV 2 har været i kontakt med redaktør Ruslanas Iržikevičius fra onlinemediet Delfi by the Lithuania Tribune med base i den litauiske by Vilnius, og han beretter om decideret dræbende frostgrader.

- Her til morgen var dødstallet oppe på tre personer som følge af kulden. Da jeg tog på arbejde i morges (mandag, red.), var det minus 19 grader, men kulden føltes faktisk værre end det, fortæller han.

Laveste temperaturer blev målt mod vest byen i Ukmergė, hvor temperaturen ramte minus 24. Dermed er rekorden i Litauen for de sidste par årtier slået.

Prognosen for de kommende dage maner kun til bælgvanter og pelshuer, for kulden vil bide bittert og vedvarende på de litauiske breddegrader.

Alkohol kan være en dræber

- Man siger, at i de baltiske lande kan det være koldt helt ind i knoglerne, og det er også tilfældet nu. Vi har haft syv tilfælde af forfrysninger. Vinden har gjort, at man virkelig skal tage kulden alvorligt. Der findes derfor også læger, som fortæller om, hvad man gør i tilfælde af første- og andengradsforfrysninger. De advarer også om, hvad man bør drikke og måske især ikke drikke, fortæller den litauiske journalist og uddyber: 

- Der er næsten altid mennesker - især mænd - som kommer galt afsted på grund af for meget alkohol kombineret med kulde, beretter Ruslanas Iržikevičius, der som astmatiker også mærker eftervirkninger af kulden.

- Det påvirker helt klart bronkierne og besværer vejrtrækningen, hvilket også er noget af det, der tales om. Folk med sukkersyge skal være ekstra opmærksomme, fordi kulden kan påvirke stofskiftet og dermed blodsukkeret.

- Den eneste formildende omstændighed er nok, at skolebørnene får fri, hvis kulden kommer på minus 21 grader. Men nu må vi se, om det sker i de kommende dage.

Dansk vejr er som forår

I Moskva er det i øjeblikket minus 20 grader. Og det huer tilsyneladende ikke russerne. Ihvertfald ikke dem, som vores korrespondent Claus Borg Reinholdt har talt med.

Er der kun minus fem i Danmark? Det er jo ingenting. Hvis der var her, ville folk gå rundt med åbne jakker og nyde det

Marina Valaeva

- Det er ikke specielt koldt. Vi russere er jo vant til kulde. Det vigtigste er selvfølgelig at klæde sig varmt på. En varm hue og halstørklæde. Selvom der er minus 20 grader lige nu, er det egentlig ok. Men man skal ikke opholde sig for længe udenfor. Så kan det godt gå hen og blive koldt, siger Marina Valaeva, som TV 2 træffer på gaden i den russiske hovedstad.

- Hvis man ser nogle, som lider i kulden, skal man hjælpe dem. Du kan tydeligt se det, hvis eksempelvis en hjemløs fryser. Så skal man hjælpe dem.

Måske er der ligefrem noget, der tyder på, at danskerne er lidt pjevsede, når det kommer til kulde. 

- Er der kun minus fem i Danmark? Det er jo ingenting. Hvis der var her, ville folk gå rundt med åbne jakker og nyde det. Det er som forår, siger Marina Valaeva.

Minus 38 grader

Nord for os oplevede vores svenske naboer i sidste uge minus 38 grader i den nordlige by Kiruna. Til gengæld er det med minus 12 grader nærmest varmt i Kiruna i denne uge. 

I 90'erne var det minus 42 grader. Der gjorde det ondt bare at trække vejret. Så vi har altid i baghovedet, at det kan blive værre

Thomas Lövgren

Det fortæller journalisten fra NSD Nyheder i Kiruna Thomas Lövgren til TV 2.

- Lige nu er det faktisk ganske mildt og føles helt rart. Selvfølgelig er det koldt, hvis man går udenfor og står stille i over en time, men hvorfor skulle man det, siger han. 

Når temperaturen falder til minus 25 grader, forsøger svenskerne at undgå at gå udenfor - heller ikke for at køre bil.

- Hvis det bliver så koldt, tager vi ikke på længere ture. Måske maksimalt en 10 minutters køretur på arbejde. Ellers aflyser vi. For bilerne bliver virkelig stive og svære at manøvrere i frosten, siger Thomas Lövgren.

Skoler lukker og toge stopper

Han forklarer, at når temperaturen når ned til minus 30 grader, lukker skoler og togene stopper med at køre. 

- Generelt forsøger vi ikke at bevæge os udenfor under minus 20 grader. Og hvis det bliver værre end minus 25, er det ekstremt, siger han.

Selv har Thomas Lövgren ikke noget imod kulden. 

- Jeg er født ind i den. Sådan har mange det. Så vi klarer os. I 90'erne var det minus 42 grader. Der gjorde det ondt bare at trække vejret. Så vi har altid i baghovedet, at det kan blive værre, siger han.