Kuldebølge

Kraftige snebyger giver Bornholm 'rigtigt' vintervejr

For anden dag i træk er Bornholm ramt af snebyger og snefygning.

Mens vinterkulden er rullet ind over hele landet, så er der et sted i landet, hvor det for alvor er blevet vinter med både sne og snefygning.

Det er Bornholm, der igen søndag er blevet ramt af kraftige snebyger, som i kombination med den hårde nordøstenvind har givet snefygning på store dele af øen.

Søndag morgen var der officielt faldet otte cm sne på Bornholm, men ifølge meldinger fra TV 2 VEJRETs bornholmske seere ligger der nu flere steder 10-15 cm sne, og snefygningen danner flere steder driver.

Hos den bornholmske vintertjeneste fortæller vagthavende Hanne Carlsen til TV 2 Bornholm, at de spredte byger giver lidt problemer. Eller rettere sagt; vinden giver problemer.

Det er snefygningen, der med den kraftige nordøstenvind især volder problemer på de nord-syd gående veje.

Udsigten til fortsat vintervejr på Bornholm med kraftige snebyger og blæsende vejr de kommende dage har ifølge TV 2 Bornholm fået Beredskabsstyrelsen til at sende to ekstra sneplove til Bornholm.