Kuldebølge

Usædvanlig barsk kulde kan ramme Danmark

Voldsomste kuldefrembrud i 31 år truer.

Selvom kalendervinteren slutter om blot 11 dage, så skal man absolut ikke gemme det varme vintertøj væk endnu - tværtimod.

Vinterens strengeste kulde kan meget vel være lige om hjørnet, og når den kulminerer i næste weekend og i starten af uge 9, så kan den nå en særdeles barsk karakter.

Isnende polarluft rammer landet i ugens løb

Allerede i løbet af den kommende uge vil vinden blæse fra øst, og betydeligt koldere luft finder dermed vej frem til Danmark.

Det giver efterhånden dagtemperaturer tæt på frysepunktet med let tø i den vestlige del af landet og let dagsfrost i den østlige del, mens nattetemperaturerne mange nætter vil falde til mellem fem og otte minusgrader.

Kan blive voldsomste kuldefrembrud i 31 år

Når vi nærmer os næste weekend, så viser visse prognoser, at meget barsk vinterkulde kan finde vej til landet.

Et indtryk af luftmassens temperatur får man ved at kigge på temperaturen i cirka 1500 meters højde. Her forventes temperaturen lørdag i næste weekend at falde til hele 20-21 minusgrader.

Det er helt usædvanligt lave temperaturer over dansk område, og det vil være et af de voldsomste kuldefrembrud i mange år.

Den 4. februar 2012 nåede temperaturen i 1500 meters højde netop ned på -20 grader, og de højeste dagtemperaturer nåede op på mellem 6 og 8 frostgrader. Om natten faldt temperaturen i Odense til -23,1 grader, hvilket blev den laveste temperatur målt i Danmark siden 1987.

Hvis temperaturen på lørdag når -21 grader i halvanden kilometers højde, så vil det være det voldsomste kuldefrembrud siden den 9. januar 1987. Dengang var luftmassen i 1500 meters højde -25 grader, og dagtemperaturerne nåede ned på mellem 10 og 15 isnende frostgrader.

Streng dagsfrost venter

Hvis de nuværende prognoser holder, så kan vi se frem mod en weekend med dagtemperaturer på mellem fire og syv graders frost og temperaturer under 10 graders frost om natten. Kun fordi det ser ud til, at der ikke kommer megen sne, bliver det ikke koldere om natten.

Samtidigt kan vinden blive op til frisk fra øst og nordøst, og det vil få det til at føles isnende koldt udenfor.

Det er kun, fordi vi nu befinder os i slutningen af februar, og Solen dermed har mere magt, at dagtemperaturerne ikke bliver endnu lavere.

Andre prognoser viser lignende kulde, men siger, at den først rammer mandag og tirsdag i uge 9.

TV 2 VEJRET følger naturligvis vejrudviklingen nøje.