Vejr

Venedigs kanaler er næsten tørlagte

Vandstanden i Venedig er 70 centimeter under daglig vande. VINCENZO PINTO / Ritzau Scanpix

Et usædvanligt lavvande har ramt den berømte italienske by.

Når man tænker på Venedig, er det ofte de berømte kanaler, der gennemskærer byen, man ser for sig.

Normalt kan man sejle rundt i gondoler, som er et af de vigtigste transportmidler i den gamle italienske by.

Vandstanden 70 centimeter under normalen

Det bliver dog særdeles svært at gøre i øjeblikket, for vandstanden er faldet til 70 centimeter under sædvanlig vandstand.

Det er svært at få brugt gondolerne i disse dage..

Mangel på regn og flere omgange med kraftig nordvestlig vind, som har ført vandmasser ud af den nordlige del af Adriaterhavet, har fået vandstanden til at falde markant.

Senest det skete i samme omfang, var den 30. december 2015, hvor vandstanden også nåede 70 centimeter under normalen.

Den laveste vandstand, der er registreret i Venedig siden 1923 er -1,21 meter, som blev målt den 14. februar 1934.

'Acqua alta' er frygtet

Det modsatte fænomen, hvor Venedig rammes af voldsomt højvande, er kendt som 'acqua alta', som på italiensk slet og ret betyder 'højvande'.

Det sker, når kraftige sydlige vinde presser store mængder vand op i den nordlige del af Adriaterhavet, så dele af Venedig bliver oversvømmet.

Usædvanligt lavvande har ramt Venedig.

Det mest ekstreme højvande, der har ramt Venedig, fandt sted den 4. november 1966, hvor vandstanden steg til 1,94 meter, og 84 procent af byen blev oversvømmet.