Vejr

-8,9 grader: Vinterens koldeste morgen med risiko for glatte veje

På med hue, handsker og halstørklæde - og kør i øvrigt forsigtigt.

Vi er stået op til en iskold morgen, hvor temperaturen flere steder i Jylland er nået ned under 8 graders frost, og også i Nordsjælland er der streng nattefrost.

Det er kold og tør polarluft over Danmark, rolige vindforhold og klart vejr, der er er hovedingredienserne i den kolde morgen, som stedvis også er hjulpet på vej af, at der nogle steder ligger lidt sne.

Koldest i Midtjylland

Koldest har det indtil klokken 7.30 været i både Billund i den sydlige del af Midtjylland, hvor temperaturen nåede ned på -8,9 grader.

Vi har dermed vinterens hidtil koldeste morgen, som indtil i dag var den 16. december, da der blev målt -6,8 grader. 

Flere andre steder har det været næsten ligeså koldt som i Billund.

I Isenvad har termometeret vist -8,6 grader, i Karup har man haft -8,5 grader, i Horsens har der været -8,3 grader, mens der i Aarhus har været -7,7 grader. Sjælsmark i Nordsjælland har haft -7,4 grader. 

Risiko for glatte veje

Den kolde morgen giver også risiko for både is- og rimglatte veje i hele landet.

På grund af risiko for glatte veje skal man køre ekstra forsigtigt - og som altid efter forholdene. I denne forbindelse betyder det at sænke hastigheden og holde ekstra god afstand.

Temperaturen kan fortsat falde indtil efter solopgang - så artiklen opdateres løbende i takt med temperaturen falder.