Vejr

Her ramte vindstød af stormstyrke Danmark lillejuleaften

Blæsevejr. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Der blev rusket godt i juletræer og lyskæder lillejuleaften, da et kraftigt blæsevejr med vindstød af stormstyrke ramte landet.

Det var især nordjyderne og bornholmerne, der måtte lægge land til de voldsomste vinde, da et kraftigt blæsevejr lillejuleaften ramte Danmark.

Flere steder i Thy, Vendsyssel og på Bornholm blev der lillejuleaften målt vindstød af stormstyrke.

Vindstød op til stærk storm

Det kraftigste vindstød på 28,8 meter per sekund svarende til stærk storm blev målt i Hirtshals kort efter klokken 20, men også i de indre dele af Vendsyssel samt i Aalborg kom vindstødene over de 24,5 meter per sekund, som er grænsen til storm.

Det var også i Hirtshals, at man havde den kraftigste middelvind med 22 meter per sekund svarende til stormende kuling.

Dermed stod juletræerne flere steder en hård prøve 'dagen før dagen'. 

Vindstød af stormstyrke (rød) og stærk storm (violet) over Danmark lillejuleaften 2017.

Blæsten kom i forbindelse med et lavtryk over Nordskandinavien, der sendte sine fronter og et kraftigt vindfelt ind over Danmark.

Nyt kraftigt blæsevejr rammer anden juledag

Et nyt kraftigt blæsevejr truer igen Danmark anden juledag, hvor især Vest- og Nordjylland atter kan få meget blæsende vejr.

Nogle prognoser truer kortvarigt med regulær storm, men det kan meget vel være af jyderne atter slipper med vindstød af stormstyrke på julens sidste helligdag.