Vejr

Vindstød af stormstyrke har nu ramt Nordjylland

De første kraftige vindstød har ramt Danmark. Blæsten breder sig til resten af landet i løbet af lillejuleaftensdag.

Det har foreløbigt været en blæsende lillejuleaftensdag, hvor man i Nordjylland har haft vindstød af stormstyrke.

Blæsten kommer i forbindelse med et lavtryk over Nordskandinavien, der sender sine fronter og et kraftigt vindfelt ind over Danmark.

Det har indtil middag givet vindstød af stormstyrke to steder i Vendsyssel, hvor både Hirtshals og Skagen har meldt om vindstød på 26 meter per sekund.

I løbet af dagen kan flere steder i Nord- og Vestjylland få storm i vindstødende, ligesom man i Nordsjælland kan få kraftige vindstød ud på eftermiddagen.

Senere vil også Lolland/Falster og Bornholm blive ramt af de kraftige vindstød, når vindfeltet bevæger sig videre hen over Østersøen, inden vinden natten til juleaftensdag aftager.