Vejr

Det meste af Danmark er dækket af sne - men er det nok til en hvid jul?

Størstedelen af landet er tirsdag dækket af sne efter flere døgn med snevejr over Danmark.

Størstedelen af Sjælland er tirsdag formiddag dækket af sne, og også på Fyn har man op til et par centimeter sne efter nattens snevejr.

Nogle steder i Sønderjylland, Vendsyssel og i Nordsjælland ligger der sågar mere end 10 centimeter.

I Vendsyssel har man hele 17 centimeter sne mellem Frederikshavn og Hjørring.

Men selvom det meste af landet er klædt i hvidt, så ville det ikke være nok til at erklære landsdækkende hvid jul, hvis juleaftensdag havde været i dag.

88 procent af Danmark er hvidt

Det er nemlig 'kun' 88 procent af Danmark, der tirsdag morgen klokken 08.00 var dækket af minimum en halv centimeter sne.

Det oplyser DMI's klimatolog Mikael Scharling til TV 2 VEJRET.

For at erklære landsdækkende hvid jul kræves det, at mindst 90 procent af landet er hvidt den 24. december og dækket af mindst en halv centimeter sne.

Det areal, der mangler at være sneklædt for, at kriterierne for en hvid jul i dag er opfyldt, er altså to procent af landet - eller et areal, der godt og vel svarer til størrelsen af Falster og Langeland tilsammen.

Især kystnære områder er helt uden sne

Nogle af de steder i landet, hvor der ikke er sne overhovedet, er Bornholm, østersøkysterne langs Sjælland, Lolland og Falster, ligesom de kystnære områder på Fyn og nordvestjyderne mange steder ej heller har sne.

Andre steder har man et let drys, der udgør under en halv centimeter og dermed altså ikke indgår i den 'hvide' del af Danmark.

Syv år siden sidste landsdækkende hvide jul

Sidste gang Danmark havde landsdækkende hvid jul, var i 2010, hvor hver en afkrog af landet var dækket af sne.

Dengang lå der mest sne på Bornholm med over én meter, mens jyderne med temperaturer omkring 10 graders frost oplevede den koldeste juleaftensdag i over 100 år.