Vejr

Island ramt af kraftig snestorm

En kraftig snestorm har fredag lammet store dele af Island.

De islandske indbyggere får i disse døgn vintervejret at føle på den hårde måde.

En usædvanlig barsk snestorm har ramt den nordatlantiske ø og har givet store mængder sne.

Sneen er dog ingelunde faldet roligt ned fra himlen, men har derimod været kombineret af ekstrem kraftig blæst.

Mest blæsende har det været ved Rauðinúpur på det nordøstligste Island, hvor middelvinden tidligere i dag nåede hele 30,3 meter per sekund - hvilket er stærk storm.

I fjeldene er der endda målt regulær orkan, mens sneen har pisket ned. 

Stormbarometeret - så stor er risikoen for storm over Danmark

Til sammenligning kalder vi det i Danmark for snestorm, hvis der falder mindst 10 centimer sne på seks timer, kombineret med en vindhastighed på mindst 10 meter per sekund.

Mange veje er lukkede på Island, og i visse områder advares borgerne om at færdes ude, da sneen, vinden og sigtbarheden kan gøre det umuligt at færdes.

Samme lavtryk der giver orkan i Norge

Snestormen skyldes et kraftigt lavtryk, der befinder sig over Norskehavet mellem Island og Norge, og er det selvsamme lavtryk, som har givet orkan i Norge og har fået navnet 'Ylva'

Norge befinder sig dog på den anden side af lavtrykket og har derfor kraftig sydvestenvind, mens man har nordenvind på Island.

Det er kun to uger siden, at den første sne faldt over den islandske hovedstad, Reykjavik - og generelt har efteråret været meget lunt over Nordatlanten.