Vejr

Ekstremvejret 'Ylva' ramte Norge som orkan

Det seneste døgn har en ualmindelig kraftig storm ramt dele af den norske kyst.

Træer væltede, tage blæste af huse, og hundreder af flyafgange blev det seneste døgn aflyst, da en usædvanlig kraftig storm ramte Norge torsdag aften.

Beuafort-skala

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Ekstremvejret, der har fået navnet Ylva, gik i land torsdag eftermiddag langs kysten ved Nordland Fylke, og fredag formiddag var blæsten kun langsomt aftagende.

De norske meteorologer oplyser, at middelvinden har været oppe på orkanstyrke tre forskellige steder, mens man derudover har målt fuld storm fire andre steder.

Store dele af Norge er blevet ramt af et voldsomt uvejr.  En storm, der har fået navnet Ylva, har ramt landet. Både veje og jernbanestrækninger blevet lukket på grund af uvejret, og tusinder af husstande er uden strøm. Video: Mads Biener Mørk

Allermest blæsende har det været Sandhornøya med 33,9 meter per sekund i middelvind, mens vindstødene ved Sømna nåede hele 45,4 meter per sekund.

Udover de mange aflysninger på flyafgangene, så har de store mængder regn og sne, der har fulgt med Ylva, også givet udfordringer for den kørende trafik, med oversvømmede veje og jernbanestrækninger.

Til sammenligning blæste det med 39,5 meter per sekund i middelvind under orkanen Allan i oktober 2013 her i Danmark, mens vindstødene nåede 53,5 meter per sekund.

Norge bliver ofte ramt af kraftige storme

Selvom Ylva har ramt Norge som en kraftig storm, så er voldsom blæst ikke usædvanlig hos vores norske naboer.

Flere gange om året bliver kysterne ud til Norskehavet ramt af storme - eller sågar orkaner.

Den højeste middelvind, der nogensinde er målt i Norge, er hele 48,9 meter per sekund under orkanen Tor i januar 2016, mens det højeste vindstød er målt til 62 m/s under den 'berømte' nytårsorkan i 1992.