Vejr

Vulkan viser øget aktivitet - flytrafik advares

Det rumler mere end normalt under en vulkan i det sydlige Island.

Friske satellitbilleder af Öræfajökull, som ligger ovenpå en vulkan på det sydøstlige Island viser, at der er blevet dannet en fordybning eller en gryde i isen, som dækker krateret. 

Det er et tegn på øget aktivitet i vulkanen i henhold til Islands Meteorologiske Institut, og man har derfor øget alarmniveauet over for luftfarten.

Gryden måler en kilometer på tværs, og det var en pilot, som observerede den for første gang i sidste uge. Siden er det blevet bekræftet af billeder fra den amerikanske Landsat-satellit, hvor man tydeligt ser en forskel fra begyndelsen af november og frem til fredag den 17. november.

Geotermisk varme smelter isen nedefra

Varmt vand er tilsyneladende blevet frigivet under gryden i isen og har siden fundet vej til floden under den nærliggende gletsjer Kvíárjökull umiddelbart sydøst for Öræfajökull.

Lokale i området beretter om, at vandet har haft en svovlagtig lugt, og det understøtter antagelsen om, at der er øget aktivitet i vulkanen og dermed varme til at smelte isen nedefra.

Landsat-billede fra den 17. november 2017. Man ser en fordybning midt i isen.
Landsat-billede fra den 1. november 2017. Her er der ingen tydelige fordybninger i isen.

Seismiske målinger viser da også, at der hen over de seneste par måneder har været flere rystelser i området end normalt.

Vulkanforskere på Island mener dog ikke, at der er tegn på et nært forestående udbrud, men man har altså alligevel hævet alarmniveauet over for luftfarten.

Vulkansk aske i atmosfæren kan føre til mange aflyste flyafgange

Luftfarten over Nordatlanten og i Europa risikerer at blive påvirket af et vulkanudbrud på Island, da mikroskopiske støv- og sandpartikler i den vulkanske aske er til stor fare for flysikkerheden.

Öræfajökull og den underliggende vulkan ligger i det sydøstlige Island og viser i øjeblikket øget seismisk og termisk aktivitet.

Isdækkede vulkaner går nemlig ofte i særligt kraftige og eksplosive udbrud, så deres aske sendes meget højt op i atmosfæren.

Sidste gang man måtte lukke en stor del af luftrummet over Atlanten og Nordvesteuropa og dermed aflyse talrige flyafgange, var i maj 2011, da vulkanen under Grímsvötn gik i udbrud og sendte store mængder af aske ud i atmosfæren.

Problemerne var endog endnu større under udbruddet af Eyjafjallajökull i 2010.

Öræfajökulls vulkan var sidste gang i udbrud helt tilbage i 1727.