Vejr

Danmark er stået op til frost og glatte veje

Der er risiko for både rimglatte og isglatte veje i store dele af landet.

Går turen ud i trafikken i morgentimerne, handler det om at køre med stor forsigtighed. Der er nemlig stor risiko for både rim- og isglatte veje i store dele af landet, og forruden skal sikkert også skrabes fri for is.

Risikoen for glatte veje er størst i Jylland, på Fyn og Sjælland og til dels på Møn og Falster.

Vejene er kolde i det meste af landet med temperaturer omkring eller under frysepunktet, og da der samtidig er fugt i luften, er der risiko for rim på vejene.

Desuden har der været byger flere steder det forgangne døgn, og dermed er vejene stedvis våde, så der også er risiko for isglatte veje.

Og skal man ud på cyklen eller gåben, er det med at finde halstørklæde og vanter frem, for lufttemperaturen er også under frysepunktet mange steder med det koldeste vejr i Vendsyssel, hvor temperaturen har været nede på -4,2 grader tidligt på morgenen i Tylstrup nord for Aalborg.

Polarluft fra nord

Efter en frontpassage i weekenden er der blevet åbnet for, at kold luft fra nord strømmer ned over Danmark, og med klart vejr flere steder hen over aftenen og natten faldt temperaturen hurtigt i vejene og i luften.

I dag vil vi fortsat befinde os i den kolde luft med lidt eller nogen sol mod nord og øst, men en front snitter den sydlige og vestlige del af landet og gør det mere skyet her - endda med mulighed for lidt regn hist og her.