Blæsende nat - her nåede vindstødene stormstyrke

16x9
Arkivbillede. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Langs den jyske vestkyst nåede vindstødene storm flere steder.

Mange danskere i den vestlige del af Jylland har formentlig hørt det ruske i træerne udenfor i nattentimerne, mens et kraftigt blæsevejr passerede henover landet.

Vindstød af stormstyrke den 19. november 2017

Thorsminde 27,8 m/s

Thyborøn 26.2 m/s

Rømø 26.0 m/s

Blåvands Huk 25,4 m/s

Vester Vedsted 25,1 m/s

Et lavtryk bevægede sig fra det sydlige Norge mod sydøst, og i den forbindelse tiltog vinden i løbet af lørdag aften til hård kuling flere steder langs den jyske vestkyst.

Højeste middelvind blev målt i Thorsminde med 20 meter per sekund, mens vindstødene samme sted toppede ved stormstyrke - med 27,8 meter per sekund.

Længere østpå i landet har det også blæst en del - og gør det fortsat - men her har vindstødene 'blot' nået stormende kuling, hvor det har blæst mest.

Den kraftige nordvestenblæst fortsætter over de østlige egne en del af søndagen, og giver i eftermiddag forhøjet vandstand til den nordlige del af Fyn, samt fjordene på Sjælland, hvor vandstanden kan nå 1-1,15 meter over daglig vande.