Vejr

Vilde bølger da dansk surfer vandt stor konkurrence i Californien

24-årige Casper Steinfath kæmpede med syv meter høje bølger, slog alle konkurrenterne og løb med sejren og præmien på 125.000 kroner.

- Det var det vildeste, jeg nogensinde har været ude i. Det var ikke et race - det var en overlevelsestur.

Sådan beskriver den danske surfer Casper Steinfath oplevelsen i Californien, hvor han fredag vandt en stor konkurrence i SUP surfing i San Francisco.

Den firedobbelte verdensmester var 400-500 meter foran de nærmeste konkurrenter fra USA og Australien, da guldmedaljen blev sikret på den amerikanske stillehavskyst, skriver Copencold Hawaii i en pressemeddelelse.

Fandt de rigtige hestehuller, revler og bølger

SUP er en forkortelse for Stand Up Paddling - en sportsgren med rødder inden for surfing, hvor surferen hele tiden står på brættet og bruger en padle til at få fremdrift, indtil den rigtige bølge opstår.

Konkurrencen er i gang ud for San Francisco i flere meter høje bølger den 20. oktober 2017.

For at vinde en SUP-konkurrence gælder det blandt andet om at udnytte de revler og hestehuller, som enhver dansk badegæst ved den jyske vestkyst har behørig respekt for.

Men det lykkedes øjensynligt for den 24-årige Klitmøller-surfer i så stor stil, at han kunne se sig om uden at få øje på sine konkurrenter og dermed surfe ind under Golden Gate Bridge som vinder af konkurrencen og præmiesummen på 125.000 kroner.

Amerikanske Kai Lenny kæmper sig igennem bølger ved SUP-konkurrencen i Californien den 20. oktober 2017.

Dansker havde lyst til at give op

De barske forhold og bølger på op til syv meters højde var dog ved at tage brodden af danskeren.

- Jeg var ekstremt bange. Jeg havde lyst til at trække stikket. Det her var ikke mig. [...] Men jeg fik vendt frygten. Frygt er ikke godt, fortæller Casper Steinfath, der herunder ses stående øverst på podiet.

Californiens kyst er kendt som et paradis for surfere, hvor store bølger ofte kommer ind mod den amerikanske kyst fra Stillehavet. 

Danske Casper Steinfath står øverst på podiet efter konkurrencen den 20. oktober 2017.