Vejr

Ramt af voldsomme oversvømmelser: Ekstreme mængder regn vælter ned over Norge

Topdalselva er den 2. oktober 2017 gået over sine bredder ved Drangsholt, som ligger mellem Kristianssand og Birkeland i Sydnorge. Scanpix

Det sydlige Norge har fået over 280 millimeter regn, hvilket har fået flere elve til at gå over deres bredder og forårsaget oversvømmelser.

Hvis du syntes, at det regnede meget, da du drog på arbejde mandag morgen, så kan du passende sende en venlig tanke nordpå.

Hos vores norske naboer har regnen nemlig silet ned hele weekenden, og med mandagens front, som også gav masser af regn i det sydlige Norge, er de samlede nedbørsmængder nu oppe på et tårnhøjt niveau.

Fire måneders dansk regn på tre dage

I Senumstad, som ligger cirka 30 kilometer nordøst for Kristianssand i fylket Vest-Agder, har man på tre døgn frem til mandag morgen fået hele 287 millimeter regn.

Senumstad, Norge.

Det er omtrent den samme mængde nedbør, som gennemsnitligt falder i Danmark i august, september, oktober og november tilsammen.

Gennem blandt andet Senumstad løber elven Tovdalselva, hvis vandstand er steget til kritisk høje niveauer.

Her er vandgennemstrømningen grundet den megen regn øget til det højeste niveau siden 1890, hvor man første gang målte gennemstrømningen i elven.

Med andre ord er oversvømmelserne voldsomme, og billeder viser både biler og adskillige huse, som står under vand.

Topdalselva er gået over sine bredder ved Boen Bruk i Sydnorge den 2. oktober 2017.

De Norske Fjelde bærer en del af skylden

Kombinationen af flere intense frontzoner, stærk søndenvind og De Norske Fjelde har givet anledning til de voldsomme mængder regn og oversvømmelser, der flere steder i det sydligste Norge statistisk set forekommer sjældnere end to gange hvert århundrede.

Når søndenvinden presser luften op over fjeldene, tvinges den til at afkøles, og fugten vrides dermed ud af luften, som når man vrider en karklud.

Resultatet er enorme mængder regn, der løber ned ad fjeldsiderne og ned i elvene, som derved går over deres bredder og oversvømmer de nærliggende byer.

De kommende dage byder på mere regn, som dog især vil falde på Vestlandet. Her kan man frem til onsdag formiddag få yderligere over 100 millimeter regn.