Vejr

Imponerende video: Her flyver Den Internationale Rumstation over blafrende sydlys

De fluoriserende farver blev filmet af rumstationens astronauter, da den nærmede sig Australien.

Nord- og sydlys kan være et imponerende fænomen at betragte fra jorden, men det bliver bestemt ikke mindre imponerende, hvis man ser det hele ovenfra.

Det gjorde astronauterne ombord på Den Internationale Rumstation ISS, da de den 19. august kunne se de fantastiske grønne farver blafre under dem.

Det er dog først nu, at videoen er blevet offentliggjort af NASA.

Nordlys - sådan opstår det

Nordlys kan skabes i jordens atmosfære efter kraftige udbrud på solen.

Udbruddene på solen slipper energirige partikler ud i rummet i solvinden, som bevæger sig med 500-1500 kilometer i sekundet væk fra Solen.

Afstanden ud til os på Jorden er ca. 150 millioner kilometer, så det tager partiklerne fra én til små fire dage at nå os.

Udbruddene måles i forskellige kategorier på en skala på henholdsvis A, B, C, M og X, hvor X er det højeste. Kategorierne er et udtryk for effekten af partikelstrømmen - altså hvor megen energi der slipper af sted fra solen pr. sekund.

Når de energirige partikler rammer Jordens magnetfelt, bliver en del af dem indfanget og sendt ned mod den øvre atmosfære

Molekylerne afgiver hurtigt energien igen, og det sker i form af myriader af små lysglimt, som til sammen udgør nordlyset.

I stor højde, fra ca. 500 km og ned til 100 km, udsender oxygenmolekyler primært rødligt lys, der langsomt bliver mere grønligt ned mod 100 km. I omkring 100 kilometers højde bidrager nitrogenmolekyler til et mere blåligt lys.

Jordens magnetfelt modtager konstant partikler fra Solen, men oftest i meget mindre intensiteter end i øjeblikket. Der er således næsten altid nordlys i større eller mindre grad, men det er sjældent så kraftigt og udbredt, at vi kan se det nede på vore breddegrader

Grønt sydlys i omkring 100 kilometers højde

Videoen er optaget, mens ISS var på vej fra den sydlige del af Det Indiske Ocean op mod Australien. 

Til allersidst i videoen ovenfor, som afspilles i alt tre gange, ser man lyset fra blandt andet den australske by Melbourne, akkurat før solen kommer frem over horisonten.

Sydlys - den sydlige halvkugles udgave af nordlys - fotograferet af astronauterne ombord på Den Internationale Rumstation ISS den 19. august 2017.

ISS flyver i en højde af omkring 400 kilometer med en hastighed på 27.600 kilometer i timen.

Sydlys er nordlys på den sydlige halvkugle

Sydlys er akkurat det samme fænomen som nordlys, og navnet fortæller blot, på hvilken halvkugle af jorden fænomenet optræder.

Syd- og nordlys, som på latin hedder henholdvis aurora borealis og aurora australis, opstår, når skyer af elektrisk ladede partikler reagerer med molekylerne i jordens atmosfære.

De grønlige farver skyldes primært interaktionen med atmosfærens iltmolekyler i omkring 100 kilometers højde. 

Nordlys over Danmark Video: Anders Brandt

Nordlys ses undertiden også herhjemme. Nogle gange er det blot svagt, mens det andre gange er imponerende kraftigt.

Så sent som natten til torsdag i sidste uge blev der set nordlys over Djursland.