Vejr

Langvarigt regnvejr gav over 40 millimeter regn i Jylland

Der faldt mere end en halv måneds regn på et døgn.

Mens solen skinnede i hele den østlige del af landet, silede regnen lørdag ned i det meste af Jylland, hvor man stedvist fik over 40 millimeter regn.

En front med skyer og regn trak lørdag morgen ind over det vestlige Jylland, hvor den bevægede sig på langs, så den i et døgn lå hen over Jylland.

Mest regn i Nordjvestjylland

De største nedbørmængder fik man i den vestlige og sydlige del af Jylland, hvor der mange steder faldt mere end 25 millimeter regn.

Her har det regnet mest. Nedbør i millimeter fra lørdag den 30. september klokken 8 til den 1. oktober klokken 8.

Den absolut mest regnfulde del af landet var den nordvestlige del af Jylland - omkring Limfjorden - hvor man fik over en halv måneds regn (73 millimeter). 

Her fik man i Nykøbing Mors hele 43 millimeter regn, hvoraf de 39 millimeter faldt i et uafbrudt regnvejr, der fra lørdag eftermiddag varede i over 13 timer.

Herefter fulgte Thyborøn i Nordvestjylland med 41 millimeter regn, mens man Aabenraa i Sønderjylland med 32 millimeter også fik store mængder regn i løbet af lørdagen og natten til søndag.

Tæt på kraftig regn

Intet sted blev der på trods af de store nedbørsmængder registreret kraftig regn, der er 24 millimeter på seks timer.

De steder, hvor der faldt mest, regnede det med tre millimeter i timen. Det svarer til 18 millimeter på seks timer.

De store nedbørmængder gik udenom hele den nordligste og østlige del af Jylland.

I Aarhus og i Aalborg faldt der blot seks millimeter regn, mens man længere mod øst ikke fik så meget som en dråbe.

I København var der frem til søndag klokken 8 faldet 0 millimeter.

Med stedvist mere end 40 millimeter regn fik vi dermed en våd afslutning på den mest regnfulde september i 16 år. I alt er der i september måned faldet over 100 millimeter regn på landsplan.

Nedbørdata er registeret af DMI og SVK