September regner væk: Nu er måneden på rekordkurs

Der er allerede faldet mere regn de første 13 dage af september, end der normalt gør på hele måneden.

Håbet om en september, der kunne vise sig som i fjor med sol og sommervarme, ser ud til at være regnet væk.

Regnen har væltet ned i så store mængder, at september kan være på vej mod ny rekord, hvis måneden vel at mærke fortsætter i samme spor. Rekorden, som blev sat i 1994, lyder på 162 millimeter regn.

Frem til og med onsdag havde Danmark fået 76 millimeter regn på landsplan, viser tal fra DMI.

Det er allerede mere end de 73 millimeter, der normalt falder i Danmark på en hel september måned.

Sønderjyderne har fået mest regn med 102 millimeter, mens nordjyderne har kunnet nøjes med 58 millimeter.

Månedens indtil videre vådeste dag blev den 6. september, hvor ovenstående video også er fra.

Her faldt der 22,3 millimeter regn på landsplan, og på Mols lige øst for Aarhus fik man på lidt over ét døgn hele 105,1 millimeter regn.