Vejr

TV 2 VEJRET fulgte den første septemberstorm i 27 år

Et stormlavtryk bevægede sig onsdag tværs gennem Danmark og gav os efterårets første kraftige blæsevejr, som udviklede sig til en regulær storm.

Lavtrykket gav vindstød op til stærk storm og ramte hele den sydlige del af landet. 

TV 2 VEJRET fulgte dagen igennem stormlavtrykkets vej gennem Danmark - og du kan herunder gense det, der blev den første storm i september siden 1990.

Tæt på orkanstyrke i vindstødene - da stormen kulminerede

De højeste vindstød onsdag var ikke langt fra orkanstyrke, da et stormlavtryk onsdag passerede hen over Danmark.

Tre steder i landet nåede middelvinden regulær storm. Det var på Rømø, ved Langø på Lolland og ved Gedser på Falaster, hvor man alle steder nåede over 25 m/s.

15 steder nåede man storm eller derover i vindstødene. Alle steder var i den sydlige del af landet, og de højeste vindstød var af stærk storm - og ved Gedser og på Rømø var man med vindstød på 32 m/s meget tæt på orkan (32,6 m/s).

Se stormlavtrykket hvirvle sig ind over Danmark

Fra en satellit i 800 kilometers højde kunne man onsdag se, hvorledes lavtrykket tog en bane fra Nordsøen og videre ind over Danmark, hvor det hvirvlede sine bånd af skyer omkring sig.

På sydsiden af lavtrykket blæste et kraftigt vindefelt med storm i middelvinden og vindstød af stærk storm ind over den sydlige del af Danmark.

Spørgsmål

Kasper :

Hvornår kan vi forvente det har toppet på Lolland..? Fruen er træt af at hænge i trampolinen ;)

Svar:

Hej Kasper. Vinden har sandsynligvis kulmineret på Lolland, men det vil først være ud på natten, at man for alvor kan mærke, at den aftager. 

Enorme forskelle: Nogle steder er det næsten vindstille

Mens det hen over den sydlige del af landet blæser med storm i vindstødene, så er der blot en svag vind i den centrale del af landet.

I et strøg tværs gennem landet, hvor lavtrykkets center ligger blæser det blot med 1-3 m/s, mens det hen over den sydlige del af landet stadig blæser med mere end 21 m/s i middelvinden, der er stærk storm.

Spørgsmål

Marian Christiansen:

Hvad siger prognoserne ang Svendborg? Vi bor i et partytelt pga ombygning og synes ikke at det er rart og vil derfor gerne have et ca tidspunkt på hvornår det forventes at vinden sløjer af

Svar:

Kære Marian. Blæsten topper hos jer frem til cirka kl. 23.00 hvorefter vinden langsomt aftager. Vinden aftager hurtigere fra midt i nat. Vi håber I kommer sikkert igennem blæsten. 

Bornholm nu også ramt af kraftige vindstød

Med vindstød af stærk storm er Bornholm her ved 21-tiden også blevet ramt af det blæsende vejr.

Ved Hammerodde nåede middelvinden 22,1 m/s, mens vindstødene nåede op over 30 m/s - og dermed er Bornholm som det sidste sted i landet blevet ramt af det kraftige blæsevejr, der har givet storm tre steder i den sydlige del af landet.

Spørgsmål

Thomas Brinch Sonnichsen :

Jeg gik ude ved Stranden ved Fanø Bad (Søren Jessens Sand) da Stormen " gik" i land omkring kl.17.10 . Vinden tog HURTIGT til fra en jævn vind , til så at være kulling , og ved 18 tiden åbnede guderne for sluserne & regnen nærmest væltede ned imens vinden tog yderligere til , her kunne jeg godt bruge FAKTA på hvad middelvind / max vind på Fanø har været her til aften ????, PS : optog en video ude på Stranden på ca 14 min' og sender den gerne til jer på TV 2 VEJRET hvis ønsket er der ?????

Svar:

Hej Thomas. Tak for beretningen! Det er nærliggende at tro, at vinden på Fanø har været ligeså kraftig som på Rømø. Altså fuld storm med 25 m/s og vindstød op til nær 32 m/s. Vi tager meget gerne imod videoer på vejret@tv2.dk (alternativt Wetransfer) eller billeder HER

Spørgsmål

Bjarne GM:

Til info er jeg vognmand og holder ved Knudshoved rasteplads og holder pause og det blæser kraftigt og regner meget også Tænker på om man skal nattesøvnen her og så videre mod Kbh i morgen istedet for i aften Men syntes vinden her ser ud til at gå langs med Storebæltsbroen istedet for på tværs ? Er det korrekt opfattet ?

Svar:

Hej Bjarne. Ja, vinden blæser fra vest - generelt på langs af Storebæltsbroen. Det burde holde broen ude af store problemer trods vindstød op nær stormstyrke. 

Spørgsmål

Liljan Nielsen :

Hvor bliver den storm af. I snakker om den er da ikke kommet her til. Her i det midt jyske . Tørring

Svar:

Kære Liljan. Der har aldrig været tale om stormvejr andet end i den sydlige del af landet. Vejret forbliver ganske roligt hele aftenen og natten i det midtjyske :)

Spørgsmål

Louise J:

Hvornår topper stormen i Esbjerg og ligeledes højvandet?

Svar:

Hej Louise. Vandstanden topper her inden omkring klokken 21.00 - cirka 20 centimeter højere end vandstanden i skrivende stund. Vinden begynder at aftage omkring klokken 22.00, men i første omgang kun langsomt

Melding fra Sønderjylland: Det er slemt -

Kommentar

marianne lassen:

Hej med jer. Ikke ligefrem et spørgsmål bare lidt fakta. Jeg bor i Kruså, og det har blæst godt hele dagen, men det er nu blevet særlig slemt. Hilsen Marianne.

Er ikke slut endnu: Kraftige vindstød af stormstyrke fortsætter resten af aftenen

Mens lavtrykket bevæger sig hen over Danmark blæser det fortsat med vindstød af stormstyrke over den sydlige del af landet - og det fortsætter det med resten af aftenen.

Inden for de kommende timer vil også Bornholm få det blæsende vejr.

Ifølge de seneste prognoser kan man i de sydlige egne - og især i forbindelse med byger - få kraftige vindstød af både storm og stærk storm, ligesom der lokalt fortsat kan forekomme middelvinde af stormstyrke.

Vindstød af stormstyrke og højvande i Esbjerg

Kraftige vindstød af stormstyrke kombineret med forhøjet vandstand. Det oplever man netop nu i Esbjerg, hvorfra vi har fået videor, der dels viser meget blæsende vejr og så den stigende vandstand.

Vandstanden er nu 2,42 meter over dagligt vande her et par timer inden højvandet kulminerer, mens der ved nærliggende vejrstationer i Vester Vedsted og ved Blåvand er vindstød af stormstyrke. 

Spørgsmål

Anne Mette Lund:

Hvad med Kolding og i trekant- området? Det rusker godt herude i Kolding Syd!

Svar:

Hej Anne Mette. Det vil fortsat blæse hård vind til hård kuling med vindstød op nær stormstyrke frem til omkring klokken 23.00, hvorefter vinden begynder at aftage. 

Stormlavtryk hvirvler nu hen over Danmark

Stormlavtrykket er nu inde over Danmark og hvirvler sine regn- og skybånd rundt om sig.

På lavtrykkets sydside blæser et kraftigt vindfelt, og i forbindelse med byger optræder de meget kraftige vindstød af stærk storm.

Stormlavtrykket bevæger sig langsom mod nordøst.

Spørgsmål

PeterF:

Kommer stormen ved Blåvand Område eller går vi helt fri af det ?

Svar:

Kære Peter. Det ser ud til at de kraftigste vinde sniger sig akkurat syd om Blåvand, men det er et grænsetilfælde. 

Spørgsmål

Peder Pedersen:

Hej Tv2. Hvordan ser det ud med stormen. Vil den ramme Struer iaften?

Svar:

Hej Peder. Nej, stormen er et rent syddansk anliggende og vil kun ramme Vadehavet, Sønderjylland, Det Sydfynske Øhav, Sydhavsøerne og Bornholm.

Nu er der også storm på Rømø

Som det tredje sted i landet blev der klokken 19.10 meldt om storm i middelvinden på Rømø, da man målte 24,7 m/s.

Samtidig nåede vindstødene over 31 m/s - så man nu flere steder i landet har målt regulælr storm med vindstød af stærk storm.

Kraftige vindstød vælter træer

Med vindstød af stærk stormkommer der nu de første meldinger om væltede træer fra Lolland og Falster.

Her er det et billede af et væltet træ ved Utterslev på nordvestlige Lolland.

Gedser har nu også storm - og tæt på orkan i vindstødene

Klokken 18.30 melder Gedser som det andet sted i landet om storm i middelvinden. 

Der blev på sydspidsen af Falster målt 24,7 m/s, som er det andet sted i landet, der onsdag meldes om regulær storm i middelvinden.

Samtidig melder Gedser om vindstød på 32,5 m/s, der lige akkurat er under grænsne for orkan (32,6 m/s).