Tropiske Orkaner

Prognoser sender den tropiske orkan Irma direkte mod USA

Først ramte Harvey, nu truer en ny orkan med at ramme USA

Den tropiske orkan Irma har i de seneste døgn udviklet sig voldsomt hen over Atlanterhavet, hvor den nu er en kategori-3 orkan.

Hurricane Irma set fra satellit den 2. september 2017

Fra området omkring Kap Verde Øerne har Irma bevæget sig mod vest og ligger lørdag morgen over den centrale del af Atlanterhavet med middelvinde på 50 m/s og vindstød på 65 m/s, der svarer til over 230 kilometer i timen.

Ifølge USA's center for tropiske orkaner i Miami, ventes Irma at fortsætte mod øst og bevare sin styrke.

Prognoserne, der gælder fem dage frem, lader Irma blive en kategori-4 orkan natten til torsdag, hvor den vil ligge nordøst for Puerto Rico. Kategori-4 er det næsthøjeste på orkanskalaen, der går fra et til fem.

Prognose: Her ventes orkanen Irma at være natten til torsdag den 7. september.

Vejrprognoser, der ser længere frem, forudser, at Irma fortsætter fra området nordvest for Caribien med kurs mod USA.

Her vil den frem mod næste weekend kunne true store dele af den amerikanske østkyst. Ifølge prognoserne kan Irma ramme land i et enormt område fra Georgia i syd over South Carolina, North Carolina og videre til Virginia, Delaware og New Jersey i nord.

Irma kan ramme den amerikanske østkyst med vindshastigheder af orkanstyrke, store mængder regn og en meterhøj flodbølge.

Prognose: Irma kan ramme USA i næste weekend.

Den orkanbane, som Irma ser ud til at tage, kan vække minder om sidste års voldsomme orkan Matthew, der bevægede sig op langs USA's Østkyst eller den voldsomme orkan Sandy, der i efteråret 2012 ramte New York.

Irma, der efterfølger Harvey, er årets 10. tropiske navngivne tropiske stormsystem i Atlanterhavet og Caribien, og den er årets fjerde hurricane.