Vejr

Orkanen Harvey er hård ved Texas - frygt for voldsomme oversvømmelser

Dansker i Houston forbereder sig på de massive vandmasser, som forventes i området i de kommende dage.

Den tropiske orkan Harvey har ramt delstaten Texas hårdt med oversvømmelser ved kysten, fortsatte vinde af orkanstyrke og voldsomme regnmængder. Og orkanen vil fortsætte sin hærgen over Texas adskillige dage endnu.

Mens vinden er aftagende, vil der de kommende dage fortsat falde enorme regnmængder, og det er konsekvenserne af al det regnvand, man for alvor bekymrer sig om nu.

Man forventer, at der stedvis kan falde over 1000 millimeter regn frem til på onsdag, mens der i store strøg over Texas kan falde mellem 350 og 750 millimeter. Det svarer til omkring et års nedbør i Danmark, hvor der gennemsnitligt falder 765 millimeter regn årligt.

Og den amerikanske vejrtjeneste, National Weather Service, bruger netop ordet 'katastrofal' om det forestående vejr og de frygtede oversvømmelser.

Stadig en tropisk orkan

Sidst på eftermiddagen lørdag dansk tid ligger Harvey cirka 125 kilometer nord for kystbyen Corpus Christi med vindstyrker på 120 km/h eller 33 m/s, hvilket er lige over grænsen for orkan, mens vindstødene er kraftigere.

Regnen vælter ned i kaskader, og i henhold til radarestimater fra den amerikanske vejrtjeneste er der faldet op til 450 millimeter regn i området omkring Corpus Christi, siden Harveys nedbør nåede frem fredag eftermiddag.

Klik på galleriet herunder og se flere billeder af orkanens ødelæggelser:

I de kommende timer vil vindene omkring Harveys øje gradvist aftage, så den bliver nedgraderet til en tropisk storm, men regnen vil fortsætte ufortrødent, og da selve uvejret kun bevæger sig meget langsomt mod nord-nordvest (ca. 9 km/t), vil regnen falde i voldsomme mængder over de samme områder i lang tid.

Gik i land som den kraftigste tropiske orkan i USA i 13 år

Det første man mærkede til Harvey var kraftige vinde, forhøjet vandstand og enorme bølger ved den texanske kyst nær Corpus Christi fredag aften og natten til lørdag på forsiden af den tropiske orkan.

Langs kysten anrettede Harvey således mange skader på grund af vinden, mens lavtliggende områder er blevet oversvømmet. 

Mere end 200.000 indbyggere i Texas havde lørdag morgen ingen elektricitet, og myndighederne rapporterede om flere ødelagte elledninger og træer.

På et tidspunkt kan jorden ikke tage det, og ved motorveje og under broer vil vandmasserne samle sig

Steen Petersen, dansker i USA

Lidt før klokken fem lørdag morgen dansk tid gik Harvey i land som den kraftigste tropiske orkan i Texas siden 1961 og den kraftigste i hele USA siden 2004.

Det gjorde den som en kategori fire på Saffir-Simpson-skalaen fra et til fem med vindhastigheder på 215 km/t og endnu kraftigere vindstød.

Stilhed før stormen

Nu er Harvey nedjusteret til en en kategori 1 orkan, men de kommende dage skal USA altså fortsat ruste sig til, at orkanen kan medføre markante ødelæggelser. 

Guvernøren i Texas, Greg Abbott, har advaret om, at Harvey bliver en "kæmpe katastrofe", og flere har sammenlignet den med orkanen Katrina, der i 2005 kostede omkring 1500 mennesker livet. 

I storbyer som Houston forbereder man sig da også på det værste. Houston, der er USA's fjerdestørste by, er meget lavtliggende og er derfor særligt udsat for oversvømmelser.

Hvis ikke man allerede har forladt de lavtliggende områder, kan man godt forberede sig på at blive indendørs i nogle dage, siger Houstons borgmester, Sylvester Turner.

- Folk skal vide, at det her ikke bare er overstået på et par dage.

Danske Steen Petersen, der befinder sig i League City syd for Houston, fortæller til TV 2 NEWS, at man forventer oversvømmelser i området.

- Det er lidt stilhed før stormen her. Man forventer, at Harvey vender tilbage igen her, og at der kommer rigtig meget regn. På et tidspunkt kan jorden ikke tage det, og ved motorveje og under broer vil vandmasserne samle sig, siger han.

Gaderne ligger øde hen

Steen Petersen befinder sig godt 45 kilometer fra kysten. Han fortæller, at indbyggerne i League City er godt rustede til situationen. 

- Alle har købt vand og mad og supermarkederne er stadig åbne. Det er ikke vores første gang ved rodeoet, så at sige. Men man skal helst ikke køre ud på grund af de store mængder regn, siger danskeren.

Den tropiske storm Harvey har hærget på sin vej ind over den texanske delstat. Video: Hans-Henrik Busk Stie

Han beretter videre, at gaderne i området ligger øde hen, men at folk har forberedt sig ordentligt, så der indtil nu er sket meget få skader.

- Der var en enkelt tornado inde i orkanen, men heldigvis var der ikke nogen, der kom til skade. Men man må håbe, at der ikke er nogen, der er dumme nok til at køre ud. Mange har også nødgeneratorer og fortsat strøm.

- Vi afventer lidt og krydser fingre. På mandag skal folk så på arbejde igen, og så må vi se, hvordan situationen er der, siger Steen Petersen.