Vejr

Næsten 45 grader: Ekstrem varme rammer Grækenland

Grækenland oplever netop nu de højeste temperatuer i 10 år

Mens mange danskere måske overvejer at 'flygte' fra det ustadige danske sommervejr, så drømmer de fleste grækere formentlig om køligere vejrforhold end dem de oplever netop nu.

Glohed luft strømmer op over det sydøstlige Balkan fra Afrika, og det har sendt temperautrerne over især Grækenland, samt over det sydvestlige Tyrkiet på himmelflugt.

Flere steder steg temperaturen i går til over 40 grader, og varmest blev det lige vest for den græske hovedstad Athen, i forstaden Elefsina, hvor temperaturen nåede 44,8 graders varme midt på eftermiddagen.

Det er de højeste temperaturer der er målt i Grækenland siden hedebølgen i slutningen af juni 2007. Dengang nåede temperaturen i Elefsina 46,2 graders varme da den toppede.

Også langs den tyrkiske Middelhavskyst nåede temperaturen i går voldsomme højder - og i den kendte ferieby Antalya nåede temperaturen også præcis 44,8 graders varme.

Både i dag og i morgen kan temperaturen igen stige til 45 graders varme, inden 'køligere' luft strømmer frem til Balkanområdet fra mandag.

Det er blot to uger siden at en voldsom hedebølge huserede over store dele af Spanien med temperaturer der nåede 44,5 grader i Cordoba.