Vejr

TV 2 VEJRET varsler: Kraftig regn - her kan der falde op til 50 mm

TV 2 VEJRET har udsendt varsel om kraftig regn for den sydlige del af landet fra torsdag aften til lørdag morgen - lokalt op til 50 mm regn.

Regnen har væltet ned over dele af Danmark i nat og torsdag morgen og formiddag, og der er mere på vej.

Det er især nord- og østjyderne, som det er gået hårdt ud over frem til torsdag middag, hvor man nær Rold Skov i Himmerland har fået intet mindre end 51,6 mm regn frem til kl. 12.00.

Selvom det fortsat vil regne en god del af dagen i dén del af Danmark, og måske sende de samlede nedbørmængder endnu højere op, så peger prognoserne på, at regnen og bygerne vil samle sig over den sydlige og tildels østlige del af landet i løbet af aftenen og natten.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Her kan regnvejret blive liggende mere eller mindre stille helt frem til lørdag morgen, hvorfor der kan risikere at komme meget store mængder regn.

Prognosenanimationen herunder viser det forventede regnvejr frem til fredag morgen. Bemærk at denne animation ikke dækker den regn, der vil falde hele  fredagen og natten til lørdag.

Varsel om kraftig regn for dele af Danmark Video: Danny Høgsholt

Generelt får man mange steder i  det gult markerede område 15-30 mm regn, men lokalt kan man få op nær 50 mm mm over halvandet døgns tid.

Heraf kan 24 mm falde på under seks timer - det, vi herhjemme betegner som 'kraftig regn'.

I den øvrige del af landet bliver det ikke helt tørvejr, men regnen vil antageligt falde i mindre mængder.

Bemærk at der kan være enorme forskelle i nedbørmængderne selv over korte afstande.