EM-sommeren: Da Danmark var ramt af den værste tørke nogensinde
Havde det ikke været for EM-triumfen, så kunne sommeren 1992 meget vel være blevet husket for noget helt andet.
I dag er det 25 år siden, at Danmark sensationelt triumferede ved EM i fodbold i Sverige.
Juni 1992 - også bedre kendt som 'EM-sommeren' - er gået over i historien som følge af den fantastiske bedrift af 'de danske drenge', men hvis det ikke var sket, så kunne den meget vel være blevet husket for noget helt andet.
Mens 'Store Larsen' og co. spillede sig til guld i Sverige, så var Danmark ramt af den værste tørke, der er registreret i landet i nu snart halvandet hundrede år.
Knastørt i 58 dage i træk
Fra den 12. maj og helt indtil den 10. juli faldt der stort set ingen regn i Danmark. Landet var så tørt, som man aldrig havde set det før, og Sankt Hans aften måtte flere steder i landet fejres uden bål, da der for længst var indført afbrændingsforbud.
Juni 1992 er den tørreste måned nogensinde målt i Danmark, og på landsplan faldt der kun sølle én millimeter regn.
Det var dog jyderne, der med hiv og sving hev sig et par millimeter hjem, mens man ikke så skyggen af en regndråbe i den østlige del af landet.
Regn var et fremmedord i vejrudsigten
I næsten to måneder var regn et fremmedord i de danske vejrudsigter, og det knastørre vejr holdt ved mens Danmark kæmpede sig igennem EM-slutrunden 'hinsidan'.
Ovenfor kan du se vejrudsigten fra TV 2 NYHEDERNE den 25. juni 1992 - dagen før EM-finalen.
Da Danmark løb på banen mod Tyskland i Göteborg havde temperaturen i strålende solskin været oppe på 25 grader. Bedre vejr til en fodboldtriumf fås næppe.