Vejr

25,5 grader: Vi har årets første sommerdag

For første gang i år nåede temperaturen torsdag over 25 grader - og vi har dermed årets første sommerdag

Årets første sommerdag

2017: 18. maj
2016: 8. maj
2015: 13. juni
2014: 21. maj
2013: 17. maj
2012: 21. maj
2011: 9. maj
2010: 28. juni
2009: 26. maj
2008: 9. maj
2007: 26. april
2006: 10. maj
2005: 26. maj
2004: 30. juli
2003: 25. maj
2002: 22. maj
2001: 9. maj
2000: 23. april
1999: 28. maj
1998: 10. maj
1997: 7. juni
1996: 22. maj

Vi skulle i år hen til den 18. maj for at finde årets første sommerdag, hvor temperaturen steg til over 25 grader.

Det skete allerede mellem klokken 12 og 13 torsdag middag, hvor termometeret i Karup i Midtjylland som det første sted i landet nåede over de 'magiske' 25 graders varme.

I Karup blev der tidligt torsdag eftermiddag målt 25,5 graders varme, som blev landets højeste temperatur.

Men også på Sjælland var det 'rigtigt' sommervejr. I Holbæk i Nordvestsjælland havde man med 25,3 grader en sommerdag, ligesom man havde det i Brandelev ved Næstved, hvor temperaturen nåede 25,1 grader

Dermed har vi helt officielt årets første sommerdag. Det betegnes som en sommerdag, når temperaturen et eller andet sted i landet når over 25 grader.

Her har man målt over 25 graders varme 

  1. Karup: 25,5 grader
  2. Holbæk: 25,3 grader
  3. Brandelev: 25,1 grader

Årets første sommerdag kom efter varm luft fra syd skød op over Danmark, og med majsolens hjælp steg temperaturen flere steder til mellem 22 og 24 grader - mens der tre steder i landet blev målt over 25 grader.

Helt normalt med første sommerdag nu

At den første sommerdag kommer her i den sidste halvdel af maj er meget normalt. Sidste år fik vi den første sommerdag allerede den 8. maj.

Den tidligste sommerdag gennem tiderne havde vi den 17. april 1964, hvor temperaturen nåede 25,2 grader ved Klosterhede Plantage mellem Holstebro, Lemvig og Struer, mens vi i 2004 måtte vente helt frem til den 30. juli på alle tiders sene sommerdag.