Kraftige regn- og tordenbyger har ramt Jylland: Her er der faldet mest
For første gang i år har kraftige regn- og tordenbyger bevæget sig op over dele af landet
Lørdag har både været sommerlig med temperaturer på op til 20,6 graders varme, men også kraftige byger har præget vejr-dagsordenen.
Siden først på eftermiddagen er store områder med regn- og tordenbyger trukket op over Jylland fra syd, og det har både givet anledning til lynnedslag, lokalt store mængder regn, samt hagl flere steder.
Der er ikke officielt registreret skybrud, men private vejrstationer antyder at der har været høj intensitet flere steder.
I Toftlund i Sønderjylland, er der faldet omkring 15 mm regn på 10 minutter, og det er nok til at klassificere nedbøren som værende af skybrudsintensitet. Samlet set er der faldet over 30 mm, og ifølge nogle af TV 2 VEJRET's seere, er der faldet helt op mod 50 mm regn i Løgumkloster - også i det sydlige Jylland.
I aftenens løb kan der fortsat være kraftige byger - især i Jylland, men stedvis også længere mod øst. Intensiteten af bygerne vil dog aftage, så der fra sidst på aftenen formentlig ikke vil kunne komme skybrud nogle steder.